Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra […] i Khyber-provinsen, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af sin klan, idet de har opdaget, at han har været spion. Han frygter Taliban, fordi de mener, at han har været spion, og endelig frygter han myndighederne, fordi de tror, at han har samarbejdet med Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han begyndte i militæret i 2006 og afsluttede sin militæruddannelse i 2008. Efter ansøgeren havde færdiggjort sin officersuddannelse, blev han sendt på en hemmelig mission i området Khyber Agency. En måned efter, han kom til Khyber Agency, fik ansøgeren et brev fra Taliban, der handlede om, at han skulle samarbejde med dem. Ansøgeren samarbejdede med Taliban, og han videregav blandt andet oplysninger til dem om en oberst fra den pakistanske efterretningstjeneste. Ansøgeren var på hemmelig mission i fire år. Umiddelbart inden de fire år var gået, tog Taliban ansøgeren til fange grundet en mistanke, der på tidspunktet var opstået, fordi mange Taliban-medlemmer blev anholdt. Ansøgeren blev indsat i [et fængsel], der tilhører Taliban, på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan, hvor han var i omkring en måned. Under fængslingen blev ansøgeren udsat for tortur. Under overgrebene benægtede ansøgeren, at han arbejdede for myndighederne. Ansøgeren slap ud af fængslet grundet et bombardement i området, og umiddelbart herefter blev han hædret af de pakistanske myndigheder for den hemmelige indsats. Ansøgeren gav efterfølgende et tip til myndighederne i Khyber Agency, der som følge af tippet sendte soldater ind i et bestemt område. Soldaterne faldt imidlertid i baghold, hvilket medførte, at myndighederne mistænkte ham for at stå i ledtog med Taliban. På et tidspunkt herefter fik ansøgeren fra sin familie at vide, at hans bopæl var blevet ransaget af militæret, mens han ikke var der. Ansøgeren udrejste herefter i starten af 2015 til Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens familie blevet opsøgt flere gange af civilklædte mænd. Ansøgerens familie har også modtaget flere trusselsbreve og en politirapport. Ansøgerens advokat har mere subsidiært anmodet om, at sagen udsættes med henblik på en torturundersøgelse og indhentelse af de ovenfor nævnte dokumenter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret overfladisk og udetaljeret om sin militære karriere og har under samtalerne med Udlændingestyrelsen udvist manglende kendskab til blandt andet den kaliber, en Kalashnikov bruger, og hvilke militære enheder, der var tilknyttet hans base. Ansøgeren har kun uklart kunnet forklare om den opgave, han fik, efter hans uddannelse blev afsluttet. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilken militære rang, han havde. Ansøgeren har alene overfladisk og udetaljeret kunnet forklare om, hvilke oplysninger, han viderebragte, og hvordan han indhentede dem. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han gav oplysningerne videre. Ansøgeren har forklaret udbyggende i forhold til, hvilken slags tortur, han angiver at have været udsat for, om han blev ringet op af militæret, herunder af hans nærmeste chef, inden han flygtede, og om hans familie har haft problemer efter hans udrejse. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han kendte den ene af dem, han blev tilbageholdt sammen med. Endelig finder Flygtningenævnet det påfaldende, at ansøgeren ikke har fremskaffet den politirapport og de trusselsbreve, hans familie har modtaget. Nævnet finder herefter, under hensyntagen til ansøgerens generelle tro-værdighed, ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af ansøgeren, eller at udsætte sagen på at indhente dokumenter. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår således af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2018/7/MGO
