Nævnet stadfæstede i maj og 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, der har slået ansøgerens far ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i omkring et år arbejdede sammen med sin far. Ansøgerens far havde en lastbil og fragtede brændstof fra Pakistan til Kabul i Afghanistan, hvilket Taliban ikke brød sig om. Ansøgeren skulle fungere som hjælper og blandt andet holde øje med lastbilen for at forhindre, at nogen placerede en bombe under lastbilen. Ansøgerens far modtog tre trusselsbreve fra Taliban på familiens bopæl. Taliban ville have, at de stoppede deres arbejde. Der gik omkring et år eller halvanden mellem det første og sidste trusselsbrev. Det sidste trusselsbrev blev modtaget omkring en måned før farens død. En dag var ansøgeren ikke med faren på arbejde, da ansøgeren skulle med sin mor på hospitalet i Peshawar. Farens lastbil blev i byen Tanga i Afghanistan udsat for et angreb fra Taliban. Faren døde i angrebet. Ansøgeren fik besked om angrebet fra sin morbror. Ansøgeren tog til Tanga. Han tog ophold hos sin morbror, der mente, at han skulle flygte på grund af faren for Taliban. Ansøgeren udrejste af Pakistan fire til fem måneder, inden han indrejste i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret, at han i en periode på et år har fragtet brændstof fra Pakistan til Kabul sammen med sin far i dennes lastbil. Ansøgerens forklaring herom fremstår imidlertid utroværdig. Erklæring fra firmaet Al-Haj Enterprises, som ansøgeren har fremlagt under sagen, fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af erklæringen fremgår, at ansøgeren skulle have været ansat fra [foråret] 2010 til [sommeren] 2015, hvilket ikke er i overensstemmelse med ansøgerens forklaring om, at han har arbejdet sammen med sin far i et år. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om truslerne fra Taliban mod ansøgeren og dennes far til grund, idet forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at det var Taliban, der angreb farens lastbil i Tanga. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de angivelige trusler fra Taliban har stået på i en meget lang periode, uden at Taliban i denne periode har opsøgt familien. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var til stede, da Taliban fremsatte telefoniske trusler til hans far om, at de ville tage ansøgeren. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ansøgerens far var i Karachi, da han modtog dette opkald, og at der ingen andre var til stede end ansøgerens far og ansøgeren selv. Ansøgeren har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han aldrig har været til stede, når faren modtog telefoniske trusler. Hertil kommer, at trusselsbrevene fra Taliban, som er fremlagt for Flygtningenævnet, er fremkommet på et meget sent tidspunkt, og efter at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i sagen. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at trusselsbrevene fremstår konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Pakistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2017/5/DMO
