Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”[I efteråret] 2015 indrejste ansøgeren i Danmark uden gyldig rejselegitimation og indgav ansøgning om asyl den samme dag. Ansøgeren angav i den forbindelse sin identitet som værende den pakistanske statsborger [X], født […] februar 1986. Efterfølgende mødte ansøgeren ikke op til asylregistreringen ved Center Sandholm, hvor han var blevet anvist til at tage ophold under asylsagsbehandlingen. Herefter nedsatte politiet spærrekort på ansøgeren. [Ultimo] 2016 blev ansøgeren anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, for at have udført arbejde som trappevasker uden at være i besiddelse af fornøden arbejdstilladelse. I forbindelse hermed fastholdt ansøgeren sin ansøgning om asyl men forklarede til politiet, at hans identitet rettelig er den pakistanske statsborger [Y], født […] februar 1983. Ansøgerens advokat har i det til nævnet fremsendte indlæg […] gjort gældende, at ansøgeren rettelig hedder [Y] og er født […] februar 1983. Til advokatindlægget er vedlagt et dokument, der fremstår som en kopi af et pakistansk nationalitetspas, som er udstedt […] 2015 og gyldigt til […] 2020, og hvor indehaverens identitet er angivet som at være [Y], født […] februar 1983. Endvidere fremgår et foto af ansøgerens ansigt. Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet på baggrund af den af ansøgeren fremlagte dokumentation grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens fastsættelse af ansøgerens identitet, således at ansøgerens navn fastsættes til [Y], og hans fødselsdato fastættes til […] februar 1983, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 8, og § 53, stk. 9. Ansøgeren vil derfor fremover være registreret som den pakistanske statsborger [Y], født […] februar 1983. For så vidt angår ansøgerens ansøgning om asyl, bemærker Flygtningenævnet indledningsvist, at nævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 11, og § 56, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren er muslim fra Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af en lokal person ved navn [A] og dennes kriminelle netværk. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at han i Pakistan var velhavende, hvorfor [A] i 2014 telefonisk afpressede ham for 300.000 rupees. Omkring en halvanden måned senere afslog ansøgeren et forsøg på afpresning fra en person med tilknytning til [A]. Yderligere omkring halvanden uge senere skød nogle maskerede mænd i retning af ansøgeren, mens de kørte forbi ham på en motorcykel. Samme aften ringede [A] til ansøgeren og truede ansøgeren, som herefter betalte politiet for at patruljere ved sin bopæl. Omkring en halvanden til to måneder efter, at [A] endnu en gang telefonisk havde truet ansøgeren, rejste ansøgeren til byen […]. I [sommeren] 2015 udrejste ansøgeren af Pakistan. Ansøgeren har til sin advokat yderligere forklaret, at [A] endnu en gang ringede og afpressede ham, mens han opholdt sig i [den anden by], hvorfor han udskiftede sit SIM-kort. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om, at han i Pakistan har haft et modsætningsforhold til en lokal person ved navn [A] og dennes kriminelle netværk til grund. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren er blevet afpresset for et større pengebeløb og truet, samt at nogle maskerede mænd har skudt i nærheden af ansøgeren, ligesom nævnet kan lægge indholdet af den til sagen fremlagte lydfil, som det af advokaten i indlægget […] har beskrevet, til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at de forhold, som ansøgeren har oplyst om, har haft en sådan karakter eller intensitet, der kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren [i efteråret] 2015 søgte om asyl men herefter udeblev fra asylregistreringen, hvorefter han efter sin forklaring tog illegalt ophold i Sverige i mere end et år, uden at han der søgte om asyl eller på anden måde gjorde sig til kende over for de svenske myndigheder, indtil han genindrejste i Danmark, og han tre dage senere blev anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, for at have udført arbejde som trappevasker uden at være i besiddelse af fornøden arbejdstilladelse. Nævnet finder herved ikke, at ansøgeren er kommet med en plausibel forklaring på, hvorfor han, der har haft otte års skolegang, først genopdukkede og fastholdt sin ansøgning om asyl mere end et år efter han indrejste i Danmark og umiddelbart i forbindelse med, at han blev meddelt administrativ udvisning af Danmark og dermed skulle udsendes af Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen [primo] 2017 ved forespørgsel om, hvorfor han ikke søgte om asyl under sit ophold på mere end et år i Sverige, har forklaret, at man skulle stå i kø for at kunne søge om asyl, og så ville han hellere bo hos nogle venner i stedet. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens familie ifølge ansøgerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen [primo] 2017 fortsat opholder sig i ansøgerens hjemby, uden at de har haft problemer med [A], og at ansøgeren i henhold til sin egen forklaring til oplysnings- og motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen [primo] 2017 i tre til fire måneder efter skudepisoden opholdt sig i en nærliggende by uden, at han der oplevede nogen problemer. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2017/4/ceb
