Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sheik og shia-muslim fra landsbyen […], i […]-distriktet, Punjab-staten An-søgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt af personer tilhørende den religiøse gruppe wahabi, idet han som medhjælper ved arrangementer er særlig interessant for wahabier. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at wahabierne ikke kan lide shia-muslimer. Wahabierne har derfor angrebet det område, hvor ansøgeren kommer fra, siden han var fem til seks år gammel. Ved en konkret episode på en for ansøgeren ukendt dato i den religiøse måned Moharam deltog ansøgeren sammen med sin bror og to onkler til en religiøs sammenkomst i byen […], der er omkring 14 kilometer fra ansøgerens landsby. Til denne sammenkomst skulle de høre en tale af den shia-muslimske leder [navngiven person]. Talen skulle finde sted i et stort hus, hvor omkring 8-10.000 shia-muslimer var samlet. Omkring klokken 14 samledes et antal wahabier uden for huset, idet de satte ild til dæk på vejen et stykke fra bygningen. Derefter skaffede et ukendt antal wahabier sig adgang til bygningen og begyndte at skyde mod de fremmødte, ligesom de tog fat i nogle af de fremmødte og skubbede dem ind i ilden, der brændte udenfor. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet via en bagudgang. Ansøgeren erfarede efterfølgende, at den ene onkel var blevet smidt ind i ilden uden for bygningen, og at han to dage efter døde af de kvæstelser, han have pådraget sig. Ansøgerens anden onkel blev ligeledes smidt i ilden, men han overlevede sine kvæstelser og blev udskrevet fra hospitalet tre måneder senere. Ved episoden blev otte til ti personer brændt af wahabierne. Den følgende dag anmeldte ansøgeren, familien og mange øvrige shia-muslimer angrebet til politiet, der efterforskede sagen. Det lykkedes dog ikke at finde og straffe gerningsmændene, idet disse var flygtet. Der fandt efterfølgende flere episoder med slåskampe og konflikter mellem shia-muslimer og wahabier sted. Under en anden konkret episode blev ansøgeren slået på sit ben med en stang. To til tre dage efter denne episode opfordrede ansøgerens onkel, Safar, ansøgeren til at udrejse af Pakistan, idet han som aktiv deltager i slåskampene havde bragt sig i fokus over for wahabierne. På et ukendt tidspunkt i 2010 udrejste ansøgeren af Pakistan, og han har herefter i en periode opholdt sig i Iran, Tyrkiet og Grækenland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet konstaterer, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på væsentlige punkter i hans forklaring. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende om, hvornår den religiøse højtid blev afholdt, antallet af deltagere i den religiøse højtid, antallet af døde i forbindelse med højtiden, hvornår morbroren, […], døde, hvornår forholdet blev anmeldt til politiet, hvem der var med, da forholdet blev anmeldt, og hvorvidt ansøgeren selv har været anholdt. Ansøgeren har forklaret udbyggende, idet han nu har forklaret, at han så sin morbror blive skubbet ind i ilden, og at to af hans brødre er flygtet fra Pakistan, selvom han har tidligere har oplyst, at familien var flyttet tilbage til landsbyen. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at politiet ikke foretog en egentlig efterforskning, da de var på wahabiernes side, på trods af, at han under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at der blev foretaget efterforskning. Endelig har ansøgeren forklaret væsentligt forskelligt for så vidt angår længden af ophold i andre lande på vej mod Danmark. Som følge af ovenstående tilsidesættes ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel eller konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2017/2/nke
