Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og protestant fra Peshawar, Pakistan. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af Taliban på grund af sine kristne aktiviteter. Derudover frygter han langvarig fængselsstraf, fordi han er udrejst illegalt af Pakistan. Ansøgeren mener, at han ikke vil blive lukket ind i Pakistan, da han ikke har rejsedokumenter. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han fra 2009 til 2014 arbejdede for [en navngiven kristen organisation], hvor hans opgaver var at missionere og undervise i kristendommen. Ansøgeren var derudover frivillig i [en navngiven kristen NGO] fra [sommeren] 2008 til 2013. Nogle for ansøgeren ukendte personer anmodede ham i 2011 to gange om at ophøre med sine kristne aktiviteter. Den anden gang blev han tildelt en lussing. [I vinteren] 2012 blev ansøgerens broder og dennes familie udsat for en trafikulykke, hvor broderens børn omkom. Få dage senere blev ansøgeren opsøgt af ukendte personer tæt på sin bopæl. De pågældende sagde, at nu kunne han se, hvad de havde gjort ved hans familie. Hvis ikke han stoppede, ville han også selv blive dræbt. [I vinteren] 2012 blev ansøgeren overfaldet af en ukendt person, der var bevæbnet med en stang. De sloges. Mens ansøgeren var på vej væk, råbte personen at ansøgeren skulle stoppe, ellers ville han blive dræbt. I [sommeren] 2013 tog ansøgeren og hans ægtefælle ophold hos ansøgerens svigerfamilie i Sialkot, da han følte sig forfulgt i Peshawar. I [efteråret] 2013 rejste de tilbage til Peshawar, hvor ansøgeren [i efteråret] 2013 var til stede i [en navngiven kristen kirke], da der blev rettet et bombeattentat mod kirken, og hvor mange blev dræbt. I [foråret] 2014 flyttede han til Islamabad, da hans familie mente, at Peshawar var for usikker. Han holdt lav profil i denne by, hvor han ikke blev opsøgt af nogen. [I sommeren] 2014 blev ansøgerens bopæl i Peshawar opsøgt af tre til fire bevæbnede personer, der ledte efter ham. Hans ægtefælle har fortalt ham, at de pågældende har oplyst, at de var talibanere, samt at de ville finde ansøgeren, uanset hvor han befandt sig, og at de ville slå ham ihjel. Ansøgeren udrejste derfor illegalt til Iran [i sommeren] 2014. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er kristen, og at han har været tilknyttet kristne organisationer, som han har forklaret. For så vidt angår de enkelte episoder, som ansøgeren har henvist til, bemærker nævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at bombeattentatet mod kirken har været rettet mod ansøgeren personligt, og der er ikke noget, der tyder på, at attentatmændene var klar over, at ansøgeren opholdt sig i kirken. Det er videre ikke sandsynliggjort, at episoden, hvor broderens børn afgik ved døden ikke skulle være en almindelig trafikulykke, der ikke har sammenhæng med ansøgeren og hans religion. Flygtningenævnet finder det ligeledes ikke sandsynliggjort, at overfaldet i [vinteren] 2012 vedrører ansøgerens religion. Nævnet finder herunder ikke, at overfaldsmanden vidste, hvem ansøgeren var. Efter en nærmere vurdering af ansøgerens forklaring om truslen fra Taliban [i sommeren] 2014, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at omhandlede hændelse har fundet sted. Nævnet bemærker herved blandt andet, at ansøgeren har afgivet uoverensstemmende forklaringer om, hvornår han af ægtefællen blev orienteret herom. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren [i sommeren] 2015 forklaret, at ægtefællen ringede samme nat, mens ansøgeren i nævnet har oplyst, at ægtefællen først ringede næste dag. Ansøgeren har endvidere i nævnet forklaret afglidende på opklarende spørgsmål vedrørende Talibans henvendelse, og har således ikke i nævnet kunne oplyse, på hvilket tidspunkt næste dag ægtefællen ringede til ham, samt om hvem der var til stede, da Taliban trængte ind i hjemmet, og hvad klokken var, da dette skete. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren tidligere forklaret, dels at talibanerne kom kl. 21, dels at de kom kl. 22/23. Ansøgeren har endvidere til Udlændingestyrelsen til dels forklaret forskelligt om, hvilke familiemedlemmer, der var til stede under episoden. I Flygtningenævnet kunne ansøgeren ikke oplyse, hvilke genstande talibanerne måtte have ødelagt. Det er indgået i nævnets troværdighedsvurdering, at ansøgeren har oplyst, at hans hukommelse har taget skade af bombeattentatet i kirken, samt at ansøgeren jo ikke selv var til stede, da talibanerne trængte ind i hjemmet. På den anden side har denne henvendelse været den udløsende faktor for, at ansøgeren udrejste, og ansøgeren har forklaret, at han efter udrejsen mange gange har talt med sin ægtefælle, og at han også efterfølgende har talt med andre familiemedlemmer, og således må formodes at have fået informationer om episoden. Efter baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den omstændighed, at det i ansøgerens lokalområde var kendt, at ansøgeren var kristen og havde udført aktiviteter for kristne organisationer, i sig selv kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset om ansøgeren, som forklaret, måtte være udrejst illegalt af Pakistan, finder nævnet endvidere ikke, at dette efter baggrundsoplysningerne kan begrunde meddelelse af asyl. For så vidt angår de tre gange, hvor ansøgeren for tre til fire et halvt år siden blev kontaktet af for ansøgeren ukendte personer, som udtrykte utilfredshed med ansøgerens religiøse aktiviteter, samt til dels fremkom med trusler, lægger nævnet afgørende vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren derefter blev opsøgt af personer, der var utilfredse med hans religion eller hans adfærd. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at imødekomme en subsidiær påstand fra ansøgerens advokat om at udsætte sagen på indhentelse af yderligere baggrundsoplysninger, herunder vedrørende indrejseforholdene for personer, der er udrejst uden rejselegitimation. Samlet set finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort en velbegrundet frygt for, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil blive udsat for konkret, individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at der er reel risiko for at han vil blive udsat for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2016/3/MVI
