paki20157

Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Pakistan. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er ahmadiyya-muslim af trosretning fra Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter organisationerne Lashk-e-Taiba og Anjuman-e-Ghukaman samt deres ledere og medlemmer, idet de betragter ansøgeren som en frafalden muslim.  Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i foråret] 2014 blev stoppet af en person ved navn [X] i følgeskab med to andre personer, da han var på vej hjem til sin onkel, der truede ham med et skydevåben. [X] gentog truslen telefonisk samme aften. Herefter tog ansøgeren hen til sin ven, hvor han opholdt sig i omkring 14 dage. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hans broder blev anmeldt for blasfemi af [X], og hvorefter [X] forsøgte at slå broderen ihjel. Som følge heraf flygtede broderen til Spanien, hvor han siden blev meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger i den forbindelse blandt andet vægt på oplysningerne om [X´s] tidligere konflikter med familien herunder i relation til ansøgerens broder og til, at forklaringen forekommer konsistent og selvoplevet. Flertallet finder på denne baggrund, at ansøgeren nærer en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin religiøse overbevisning. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnets flertal ikke grundlag for at antage, at de pakistanske myndigheder har vilje til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse heller ikke i andre områder i Pakistan. Der er herved henset til oplysningerne om ansøgerens profilering. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hans medfølgende søn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” paki/2015/7