Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk syed og shia muslim fra […], Azad-Kashmir, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive anholdt af politiet og sigtet for drab på sin tidligere kæreste, ligesom han frygter at blive slået ihjel af den tidligere kærestes brødre, idet de mener, at ansøgeren er ansvarlig for hendes død. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 1995 lærte en pige fra sin skole at kende. I 2014 kontaktede ansøgerens fader pigens fader med henblik på at arrangere et ægteskab mellem ansøgeren og pigen, men pigens familie havde allerede forlovet hende med en anden mand. Pigen tilkendegav overfor ansøgeren, at hun hellere ville dø end blive gift med sin forlovede, og [i sommeren] 2014 spiste hun gift, hvilket hun kort tid efter døde af. Da ansøgeren hørte om hendes død, flygtede han på faderens foranledning straks. Nogle timer efter ansøgerens flugt, henvendte politiet sig på ansøgerens families bopæl, idet pigens familie havde lavet en falsk anmeldelse, hvor de beskyldte ansøgeren for drab. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på mange væsentlige spørgsmål har forklaret divergerende og upræcist, herunder hvornår hans fader og moder døde, hvornår [pigens] forlovelsesfest fandt sted, hvorvidt han havde talt med hende efter forlovelsesfesten, og hvornår han blev bekendt med, at [pigen] havde indtaget gift. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har kunnet give en rimelig forklaring på, hvordan han og [pigen] har turdet mødes 2-3 gange om måneden på offentlige steder over en periode på ti år, hvorfor ansøgerens familie først spurgte [pigens] familie om ægteskab i 2014, hvor [pigen] har været omkring 30 år, og hvorfor han fik et pas udstedt i [foråret] 2014. På baggrund af ovenstående finder nævnet, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes, og at ansøgeren derfor ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. paki/2015/4
