Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk ogbolo fra [….] i Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive henrettet eller fængslet af det nigerianske militær, da han havde en ledende rolle i forbindelse med en demonstration mod militæret i juli 2008 på grund af manglende lønudbetaling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har indtaget en ledende rolle i organiseringen af demonstrationen den 4. juli 2008. Flygtningenævnet lægger vægt på, at der ifølge baggrundsoplysningerne var tale om en spontant opstået demonstration, som særligt bestod af soldater fra 14. og 15. bataljon, hvor ansøgeren var fra [..]. bataljon, ligesom ansøgeren ikke deltog i demonstrationen. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren er eftersøgt af de nigerianske myndigheder som følge heraf. Flygtningenævnet finder det også usandsynligt, at myndighederne skulle efterlyse ham alene som ”prædikant”, men ikke med hans navn. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring herom som konstrueret til lejligheden, jf. udlændingelovens § 40. Uanset om ansøgeren har været udsat for hårdhændet behandling under sin udsendelse til Liberia, findes det ikke at kunne begrunde asyl, idet der er tale om et afsluttet forhold tilbage i tid. Ansøgeren har endelig anført, at han har været vidne til overgreb under sin udstationering som FN soldat. I det omfang, dette måtte være tilfældet, finder Flygtningenævnet heller ikke, at det kan give grundlag for asyl, idet ansøgeren også efter sin tilbagevenden fungerede som korporal uden at være udsat for overgreb som følge af sine iagttagelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgeren har udbygget sin forklaring for nævnet, idet han for nævnet har forklaret, at han blev tvunget til at underskrive en tavshedserklæring, mens han under samtalen i Udlændingeservice sagde, at han lovede ledelsen ikke at sige noget. Den omstændighed, at ansøgeren måtte risikere fængselsstraf som følge af desertering, findes heller ikke at kunne give grundlag for meddelelse af asyl. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i en konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk.1, eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2.” Nigeria/2010/3
