Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde tidligere været medlem af en traditionel nigeriansk religion ligesom sin fader, men ansøgeren var i 2005 konverteret til kristendommen. Efter ansøgerens faders død havde de religiøse ledere af den traditionelle religion krævet, at ansøgeren skulle overtage sin faders pligter i forbindelse med ofringer og lignende, hvilket ansøgeren havde nægtet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren aldrig havde haft konflikter med de nigerianske myndigheder. Uanset om ansøgerens forklaring, om de konflikter han i 2007 efter faderens død og begravelse havde haft med medlemmer af en traditionel religiøs gruppe, lagdes til grund, kunne dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at dette var en privatretlig konflikt i lokalsamfundet, som ansøgeren eventuelt måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at myndighederne ikke kunne og ville hjælpe ansøgeren. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens oplysninger om, at hans svigerfader var blevet dræbt på grund af ansøgerens forhold, ikke var blevet sandsynliggjort. Hvis ansøgeren ikke fandt at kunne tage ophold i sin hjemby, måtte han henvises til at tage ophold et andet sted i Nigeria. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Nigeria/2008/4