Nigeria20083

Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria ville få problemer, idet den kvinde, som forestod ansøgerens udrejse til Europa, og som ansøgeren arbejdede for, havde en broder, der var højtstående politimand i Nigeria. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde haft konflikter med de nigerianske myndigheder. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren efter det oplyste var blevet sendt til Europa med henblik på prostitution, og at hun havde arbejdet som prostitueret i Italien til 2007 og herefter i en periode i Danmark. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer forkastede ansøgerens forklaring om, at Madams broder, er en højtstående politimand i Nigeria. Flertallet lagde herved vægt på, at forklaringen først var fremkommet under samtalen med ansøgerens advokat. Flertallet lagde endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingeservice havde oplyst, at Madams moder ville sørge for, at ansøgeren ville blive slået ihjel ved tilbagevenden til Nigeria. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens mulige konflikter med de bagmænd, som havde sendt hende til Europa, grundlæggende måtte anses for en privatretlig konflikt. Flygtningenævnets flertal fandt, at hun måtte søge beskyttelse hos de nigerianske myndigheder, herunder de organisationer, blandt andet NAPTIP, som er grundlagt af myndighederne med henblik på at beskytte menneskehandlede personer fra Nigeria. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Nigeria/2008/3