Nigeria20077

Nævnet meddelte i juni 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde anført, at hun frygtede at vende tilbage til Nigeria, idet hun forventede at blive slået ihjel af de bagmænd, som havde sendt hende til Danmark som prostitueret. Flygtningenævnet fandt, at de konflikter, som ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden til Nigeria, var af privatretlig karakter, og at ansøgeren som udgangspunkt måtte henvises til at søge de nigerianske myndigheders beskyttelse herimod. Flygtningenævnet måtte imidlertid ud fra sagens oplysninger lægge til grund, at ansøgerens udtalelser til politiet havde været medvirkende årsag til, at der var indledt strafferetlig forfølgelse mod flere personer knyttet til det nigerianske prostitutionsmiljø i Danmark. Flygtningenævnet måtte endvidere lægge til grund, at det blandt andet på grund af den megen presseomtale af sagen var kendt i miljøet, at ansøgeren havde givet oplysninger til politiet, og at dette var baggrunden for de ovennævnte straffesager. På denne baggrund måtte Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren måtte forventes at blive udsat for overgreb af en sådan karakter ved en tilbagevenden til Nigeria, at det - trods indholdet af de baggrundsoplysninger, som Udlændingeservice havde henvist til i deres afgørelse - ikke med den fornødne sikkerhed kunne antages, at de nigerianske myndigheder ville være i stand til at yde ansøgeren den beskyttelse, som hun havde behov for. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøger havde sandsynliggjort, at hun havde et konkret og reelt behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nigeria/2007/7