Nigeria20074

Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. herved udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er nigeriansk statsborger og kristen af trosretning. Hun havde aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at hun frygtede at vende tilbage til Nigeria, idet hun forventede at blive slået ihjel af de ukendte gerningsmænd, der havde kidnappet og voldtaget ansøgeren, og endvidere havde dræbt hendes fader. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren først havde forklaret om voldtægten under samtalen med Dansk Flygtningehjælp. Ansøgeren havde endvidere forklaret divergerende om omstændighederne ved drabet på faderen. Ansøgeren havde således til Udlændingeservice forklaret, at hendes fader var blevet dræbt i bushen efter en jagt, mens det fremgik af advokatindlægget fra efteråret 2007, at ansøgeren havde forklaret, at faderen var blevet opsøgt i landsbyen, hvor han var blevet slæbt ud af sit hus og dræbt. Ansøgerens forklaring om sit asylmotiv måtte derfor give anledning til tvivl. Uanset om ansøgerens forklaring om asylmotivet kunne lægges til grund, fandt Flygtningenævnet, at de konflikter, som ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden til Nigeria, var af privatretlig karakter, og at ansøgeren måtte henvises til at søge beskyttelse hos de relevante nigerianske myndigheder. Nævnet bemærkede, at de påberåbte forhold var blevet anmeldt til myndighederne, og at ansøgeren ifølge sin forklaring ikke havde haft problemer med de nigerianske myndigheder. Såfremt ansøgeren ikke mente at kunne få myndighedernes beskyttelse i det område, hun stammede fra, måtte ansøgeren henvises til at tage ophold i en anden del af Nigeria. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at de generelle forhold for kvinder i Nigeria, herunder kristne kvinder, var af en sådan karakter, at de i sig selv kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nigeria/2007/4