Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria, født i 1975. Ansøgeren er etnisk Ibo og kristen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen nigeriansk statsborger, der er gift med en muslimsk mand. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria risikerede at blive dræbt af det muslimske samfund i en nærmere angiven del af Nigeria, fordi hun havde begået utroskab. Ansøgeren havde videre henvist til, at hun ikke kunne tage ophold i det område i Nigeria, hvor hun var opvokset, idet hun der risikerede at blive dræbt af sine slægtninge, der frygtede, at hun ville gøre krav på en del af familiens ejendom. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren, såfremt hun ikke mente at kunne tage ophold i en nærmere angiven del af Nigeria, hvor sharia lovgivningen er gældende, eller at kunne vende tilbage til det område i Nigeria, hvor hun var opvokset, måtte henvises til at tage ophold i en anden del af Nigeria. Flygtningenævnet bemærkede, at det fremgår af det foreliggende materiale, at der ikke sker udlevering af borgere til retsforfølgning i en anden stat vedrørende overtrædelse af sharia lovgivningen. Flygtningenævnet fandt ej heller, at forholdene i de dele af Nigeria, hvor sharia lovgivningen ikke er gældende, var af en sådan karakter, at ansøgeren, uanset om hun måtte betragtes som enlig kvinde med to små børn, ikke kunne henvises til at tage ophold der. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nigeria/2006/2