Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Overgreb
Sur Place
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Nigeria efter at have genoptaget sagen.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har som sit asylmotiv henvist til, at hun siden Flygtningenævnets afgørelse i […] i forbindelse med politiets efterforskning af sagen mod en navngiven bagmand, der er sigtet for menneskehandel, har afgivet forklaring om navngivne personer, og om hvorledes hun selv har været udsat for menneskehandel. Ansøgeren har anført, at hun i det kriminelle prostitutionsmiljø fremstår som en person, der samarbejder med myndighederne i sagen mod bagmanden, og hun frygter derfor overgreb fra personer fra det kriminelle netværk omkring bagmanden ved en eventuel tilbagevenden til Nigeria. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun har været offer for menneskehandel. Ansøgeren er efter det oplyste den eneste menneskehandlede person, der har afgivet forklaring i sagen mod bagmanden, og ansøgerens forhold har været omtalt i danske medier, og hun har herunder været omtalt som [………] Nævnet lægger til grund, at bagmanden er bekendt med ansøgerens rolle og med indholdet af ansøgerens indenretlige forklaring i […...] Bagmanden, som var varetægtsfængslet i forbindelse med straffesagen, er flygtet fra fængslet og opholder sig nu ifølge ansøgeren i Nigeria. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har været udsat for flere trusler samt to tilfælde af vold fra personer i Danmark i det kriminelle netværk omkring bagmanden i anledning af sagen. Truslerne har været rettet personligt mod ansøgeren og et familiemedlem i Nigeria, som ifølge ansøgerens oplysninger er forsvundet og muligvis dræbt. Ansøgeren har anmeldt forholdene til det danske politi. Ved vurderingen af den risiko, som ansøgeren stilles over for ved en tilbagevenden til Nigeria, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren på baggrund af det anførte fremstår som en særligt udsat person. Selvom det efter oplysningerne i Udlændingeservices fact-finding rapporter fra april 2009 og juni 2010 vedrørende organisationen NAPTIP i Nigeria må lægges til grund, at organisationen udfører et betydeligt hjælpearbejde for kvinder, der efter at have været offer for menneskehandel på ny tager ophold i Nigeria, finder nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens ovennævnte forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria er i risiko for overgreb af en karakter, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og som ansøgeren ikke på tilstrækkelig effektiv måde kan antages at opnå beskyttelse imod. Flygtningenævnet finder ikke grundlag til at henføre ansøgerens forhold under udlændingelovens § 7, stk. 1.” Nigeria/2010/4