Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria, født 1960. Indrejst i september 2004. Ansøgeren havde navnlig til støtte for sin asylansøgning gjort gældende, at han som leder af en gruppe ved navn Boys Brigade i midten af maj 2004 havde deltaget i nedskydning af et betydeligt antal ubevæbnede civile muslimer, der befandt sig i en moské, idet denne handling skulle være hævnakt for, at muslimer nogle dage forinden havde foranstaltet en massakre på kristne. Flygtningenævnet lagde afgørende vægt på, at det intet sted i baggrundsmaterialet fremgår, at der skulle være fundet en sådan massakre sted på muslimer sted i det pågældende område. Tværtimod fremgår det af baggrundsmaterialet, at det er muslimer, der har foretaget drab på kristne i det område i maj 2004. Flygtningenævnet lagde ligeledes vægt på, at det ikke fremgår af baggrundsoplysningerne, at organisationen Boys Brigade på noget tidspunkt skulle have deltaget i massakre på muslimer, idet Boys Brigade efter det foreliggende er en kristen spejderbevægelse, der ikke har udført militante aktiviteter. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens forklaringer bar noget præg af ikke at være selvoplevet, ligesom ansøgerens forklaringer var præget af tidsmæssige uoverensstemmelser. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, der er nævnt i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb af den karakter, der er angivet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Nig/2005/9