Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria, født i 1972. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde noget modsætningsforhold til de nigerianske myndigheder, men at hun var bragt til Vesteuropa for at arbejde som prostitueret. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens modsætningsforhold til de bagmænd, der skaffede hende ud af Nigeria og til Vesteuropa, måtte anses for et privatretligt forhold, der ikke indebar, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det blev bemærket, at det fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de nigerianske myndigheder var opmærksomme på det pågældende problem. Nævnet fandt, at det måtte antages, at de nigerianske myndigheder ville yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Nig/2005/1