niga20183

Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2013. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk hausa og kristen af religiøs trosretning fra Kaduna, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at han vil blive slået ihjel af den militante gruppe Boko Haram, der har forsøgt at tvangsrekruttere ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som følge af ovenstående vil blive mistænkt af myndighederne for at samarbejde med Boko Haram. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive straffet for den kriminalitet, som han er dømt for i Frankrig, og at han under et fængselsophold vil blive udsat tortur og nedværdigende behandling. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at nogle medlemmer fra Boko Haram, efter ansøgeren var kommet tilbage til Nigeria, opsøgte hans fars bopæl, hvor de forlangte, at ansøgeren tilsluttede sig militsen. Ansøgerens far ønskede, at ansøgeren ville tilslutte sig. Ansøgeren nægtede. En uge efter opsøgte Boko Haram igen bopælen for at få ansøgerens svar. Faren meddelte, at ansøgeren ikke ønskede at tilslutte sig militsen. Ansøgeren forlod bopælen dagen efter, idet han frygter, at Boko Haram vil undergive ham sharia-lov på grund af hans fars stilling som malam. Han vil således kunne få hugget en hånd eller sit hoved af. Ansøgeren udrejste kort tid efter. Ansøgeren er indrejst uden legitimationsdokumenter og har opgivet urigtigt navn og fødedata til de danske myndigheder. Først efter knap to år oplyste ansøgerens advokat den identitet, som ansøgeren nu angiver. Identiteten er underbygget af, at de nigerianske myndigheder har udstedt pas til ansøgeren under denne identitet, og at han tillige har haft opholdstilladelse i Spanien og er dømt i Frankrig under samme identitet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens identitet er som senest anført. I relation til ansøgerens frygt for Boko Haram bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens far, efter ansøgerens forklaring, er blevet kontaktet to gange af Boko Haram med henblik på, at få ansøgeren til at tilslutte sig militsen. Ansøgeren har forklaret divergerende om de nærmere omstændigheder ved hvervningsforsøget, ligesom han har forklaret divergerende om sine bopælsforhold. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at selv hvis ansøgerens forklaring om hvervningsforsøget skulle lægges til grund, opfylder ansøgeren ikke betingelserne efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren udelukkende har været forsøgt hvervet, og at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren af den grund skulle være i Boko Haram’s søgelys på nuværende tidspunkt. Der er heller ikke grund til at antage, at ansøgeren skulle have noget udestående med de nigerianske myndigheder, heller ikke i form af dobbeltstraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2018/3/JEA