Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Privatretlig forhold
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører […]-stammen og er kristen fra Benin i Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin kæreste […], som har truet hende. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin veninde […], som ligeledes har fremsat trusler mod hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at da ansøgeren indledte et forhold til sin kæreste, ville han, at ansøgeren flyttede nordpå. Ansøgeren afviste imidlertid dette, hvorefter hendes kæreste truede med at slå hende ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at veninden […] sørgede for ansøgerens rejse til Danmark, og at [veninden] – efter ansøgerens ankomst til Danmark – har afkrævet ansøgeren penge. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom forklaringen fremstår konstrueret. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold vedrørende både kæresten […] og veninden […]. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse herom lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som offer for menneskehandel må anses for værende i en særlig sårbar situation. Selvom det må antages, at der er en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil stå i et modsætningsforhold til den eller de personer, der står bag menneskehandlen, finder nævnet, at en sådan konflikt ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse og bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Endvidere har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2016/17/JOL