niga20157

Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

Ansøgeren er etnisk ebo og kristen af trosretning fra Onicha, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af beboerne i Umuleri, idet hans fader var involveret i landsbystriden mellem Umuleri og Aguleri.  Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at konflikten mellem Umuleri og Aguleri går tilbage til 1933, hvor Umuleri sagsøgte Aguleri på grund af retten til jordområdet Otuocha. Konflikten blev flere gange indbragt for domstolene. Ansøgerens fader havde siden 1980’erne bidraget med økonomisk støtte, ligesom han var med at repræsentere Umuleri-folket, da sagen blev indbragt for Højesteret. I 1999 eskalerede konflikten, og mange civile mennesker mistede livet på grund af kampe mellem landsbyerne. Da situationen var blevet stabil, blev Umuleri-folket vrede på ansøgerens fader på grund af konfliktens mange tab. I november 1999 blev ansøgerens families bopæl opsøgt af en gruppe unge fra Umuleri, som dræbte ansøgerens forældre og to brødre. Det lykkedes ansøgeren, ansøgerens søster og en af faderens venner at flygte fra bopælen, hvorefter ansøgeren udrejste illegalt. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet kan det lægges til grund, at der har eksisteret en konflikt mellem de to byer, som ansøgeren har forklaret om, og Flygtningenævnet finder ikke grund til at tilsidesætte ansøgeren forklaring om, at han kommer fra det pågældende område. Uanset om ansøgerens familie har været involveret i konflikten finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han af den grund vil være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden på nuværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker hermed også, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at forholdene mellem de to byer er forbedret. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse. Niga/2015/7