Koens og aeresrelateret forfoelgelse Aegteskabelige forhold
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nepal. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk newari og hindu fra […], Kathmandu, Nepal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle og svigerfamilie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at problemerne med hendes ægtefælle begyndte umiddelbart efter indgåelsen af ægteskabet [i foråret] 2014. Ansøgerens ægtefælle udsatte ansøgeren for fem til seks seksuelle overgreb. Da ansøgerens ægtefælle rejste til Saudi-Arabien for at arbejde, boede ansøgeren hos sine svigerforældre. Hun boede hos dem i omkring et år. Ansøgeren rejste i [efteråret] 2015 til Danmark på et studievisum. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i [foråret] 2016. Ansøgerens ægtefælle begyndte herefter at udsætte ansøgeren for seksuelle og voldelige overgreb. Hun blev udsat for seksuelle overgreb flere gange om dagen. Hun blev udsat for fysiske overgreb hver anden eller tredje dag frem til [sommeren] 2016. I [sommeren] 2016 blev ansøgeren igen udsat for vold af sin ægtefælle. Han truede hende med en kniv og med, at han ville brække ansøgerens lemmer. Han fortalte ansøgeren, at han ville slå hende ihjel, hvis han havde mulighed for at slippe ustraffet fra det. I [efteråret] 2016 søgte ansøgeren om skilsmisse fra sin ægtefælle. Dette blev dog afvist af de danske myndigheder, idet ansøgeren ikke var i besiddelse af en opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens søster har efterfølgende fortalt ansøgeren, at ansøgerens svigerfar i perioden fra [efteråret] 2016 til [vinteren] 2017 har opsøgt ansøgerens familie i Nepal og truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun vender tilbage til hjemlandet, idet lovgivningen ikke kan forhindre dette. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har intet oplyst om konflikter med de nepalesiske myndigheder, og nævnet finder på denne baggrund ikke, at betingelserne for meddelelse af asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Ansøgerens konflikt med svigerfamilien vurderes at være af privatretlig karakter. Hverken ansøgeren eller hendes familie har efter det oplyste søgt beskyttelse fra de nepalesiske myndigheder. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nepal vil være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, mod hvilke hun ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Nepal/2018/1/HHU