Nævnet meddelte i december 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Nepal, født 1978. Indrejst marts 2001. I juni 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af august 2002. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren fra 1996 til 1998 og igen fra engang i 1999 til årsskiftet 2000/2001 havde fungeret som lærer og senere med administrative funktioner på en skole i Sindulpalchuk-distriktet. Nævnet lagde også til grund, at skolen under pres fra maoister måtte lukke i perioder i december 2000 og foråret 2001, samt at skolen på et senere tidspunkt var blevet ødelagt af maoisterne som led i maoisternes generelle kampagne mod særligt private skoler. Ansøgeren forlod skolen i januar 2001 og opholdt sig – bortset fra et enkelt besøg i landsbyen – i Kathmandu indtil udrejsen til Danmark i marts 2001. Uanset baggrundsoplysningerne om, at maoisterne havde foretaget overgreb på skoler og havde dræbt skolelærere, fandt et flertal af nævnets medlemmer, at det ikke i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort, at ansøgeren – set i lyset af, at han forlod skolen i begyndelsen af 2001, og at skolen nu ikke længere eksisterede – ville være i en konkret og individuel risiko for en forfølgelse fra maoisternes side ved en tilbagevenden til Nepal. Flertallet bemærkede herved, at ansøgerens forklaring om, at han havde viden om, at han skulle være anført på en liste over fem personer, som er eftersøgt af maoisterne, forekom konstrueret og ikke kunne tillægges betydning. Ved vurderingen af ansøgerens situation lagde flertallet en vis vægt på, at ansøgeren først søgte asyl i marts 2002, efter et års ophold i Danmark, og efter at han ifølge sin egen forklaring i august/september 2001 fik oplysning om, at skolen var blevet ødelagt. I et brev af oktober 2003 anmodede den beskikkede advokat på vegne af ansøgeren om genoptagelse af sagen. Til støtte for anmodningen om genoptagelse henviste advokaten blandt andet til, at våbenhvilen mellem den nepalesiske regering og de maoistiske bevægelser brød definitivt sammen den 27. august 2003, at maoisterne herefter genoptog forfølgelsen af deres politiske modstandere, herunder i hovedstaden Kathmandu, at ansøgeren herefter havde en velbegrundet frygt for de maoistiske bevægelser, hvilket indebar, at han ikke kunne returnere til sit hjemområde, Sindupalchuk-distriktet, samt at Kathmandu ikke kunne tjene som internt flugtalternativ for ansøgeren. Spørgsmålet om genoptagelse af sagen blev herefter afgjort ved skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke havde fungeret som skolelærer siden 2001, og at skolen, hvor han var ansat, ikke eksisterer længere. Nævnet fandt således, at risikoen for, at ansøgeren skulle blive udsat for overgreb fra maoisternes side som følge af sit daværende arbejde som lærer på skolen og af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, måtte vurderes som værende ringe. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det fremgik, at maoisterne havde optrappet deres aktioner – herunder i Kathmandu – siden nævnets afgørelse af juni 2003, at ansøgerens subjektive frygt for en tilbagevenden var begrundet i sådanne objektive omstændigheder, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Nepal. Nepal/2004/1
