Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Serbien og Montenegro, født i 1976 (M) og 1980 (K), samt et barn. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgernes forklaring til grund. Det blev således lagt til grund, at den mandlige ansøger er født i Montenegro, og at han siden 1983 havde opholdt sig i Kosovo, hvor han på et tidspunkt blev medlem af SPS (Socialist Party of Serbia). Den mandlige ansøger er bosniak, og fra september 1998 deltog han i krigen på serbisk side. Efter krigens afslutning opholdt han sig forskellige steder i Serbien, Bosnien og Montenegro, indtil han i december 2002 vendte tilbage til Kosovo. I 2003 var han udsat for et voldeligt overfald, hvorefter han tog ophold i Montenegro, indtil ansøgerne udrejste i juli 2003. Flygtningenævnet lagde vedrørende den kvindelige ansøger til grund, at hun er født og opvokset i Montenegro, hvor hun boede indtil 1999, hvorefter hendes familie tog ophold i Bosnien. I 2001 mødte hun, der ligeledes er bosniak, sin ægtefælle i Kosovo, og i december 2002 flyttede hun til Kosovo sammen med ham. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at det voldelige overfald som den mandlige ansøger var udsat for i februar 2003 skyldtes hans deltagelse i krigen på serbisk side eller var begået af tidligere medlemmer af UCK. Nævnet anså det for almindelig kriminalitet, som han og hans familie måtte henvises til at søge de internationale eller de lokale myndigheders beskyttelse imod. Den mandlige ansøger opfyldte således ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Såfremt den mandlige ansøger ikke fandt, at han kunne opholde sig i Kosovo, kunne han henvises til at tage ophold i den øvrige del af Serbien og Montenegro, som han havde en ikke ubetydelig tilknytning til. Den chikane, som den kvindelige ansøger angiveligt havde været udsat for inden krigen, fandtes ikke at have haft en sådan intensitet, at den kunne give grundlag for asyl. Nævnet fandt det således ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved udrejsen var asylbegrundende forfulgt, eller at de ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor eller for at blive udsat for forhold, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ser-Mon/2005/4
