Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Montenegro. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i juni 1999. I 2000 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I midten af oktober 2000 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren var idømt to års fængsel for unddragelse fra militærtjeneste i krigstid, men fandt ikke, at der var tale om en efter dansk retstradition uforholdsmæssig streng straf. Sagen blev herefter indbragt for domstolene. Højesteret fandt i en dom fra 2003, at nævnet havde begået en sagsbehandlingsfejl ved ikke i præmisserne for nævnets beslutning at have taget stilling til et anbringende fra ansøgerens advokat omhandlende baggrunden for, at ansøgeren havde unddraget sig militærtjeneste. I foråret 2004 genoptog Flygtningenævnet herefter sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde på baggrund af Højesterets dom fra 2003. Nævnet meddelte på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet traf afgørelse ud fra oplysningerne, som forelå på tidspunktet for nævnets afgørelse i oktober 2000. I foråret 2005 blev ansøgeren tvangsmæssigt udsendt til Montenegro. Sagen blev herefter på ny indbragt for domstolene. I efteråret 2006 hjemviste Højesteret sagen til fornyet behandling i Flygtningenævnet. Et flertal af Højesterets dommere udtalte i den forbindelse, at Flygtningenævnet i sin afgørelse fra 2004 har anført, at nævnet, for at en straf for undladelse af at efterkomme indkaldelsesordren må sidestilles med forfølgelse og dermed være asylbegrundende, finder, at det må sandsynliggøres, at ansøgeren var i en konkret risiko for at skulle medføre eller medvirke til handlinger, som efter de internationale regler ville kunne medføre udelukkelse i medfør af art. 1 F. Højesterets flertal bemærkede hertil, at spørgsmålet, om det er berettiget at opstille disse betingelser, som blandt andet angår bevistema og bevisbyrde, er et retsspørgsmål, som uanset endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8, er underlagt domstolenes prøvelse. Under nærmere angivne omstændigheder fandt Højesteret, at Flygtningenævnet ved afgørelsen af, om ansøgeren ved tilbagesendelse til hjemlandet i oktober 2000 ville risikere forfølgelse i asylretlig forstand, ikke var berettiget til at stille krav om, at ansøgeren herudover skulle sandsynliggøre, at han havde været i en konkret risiko for at skulle udføre eller medvirke til handlinger, som efter de internationale regler ville kunne medføre udelukkelse i medfør af art. 1 F. I efteråret 2006 indrejste ansøgeren på ny i Danmark. I foråret 2007 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice på baggrund af ansøgerens ophold i hjemlandet. I efteråret 2007 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I november 2007 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han var modstander af krigen og Slobodan Milosevic´ politik og derfor var udeblevet fra militærtjeneste i foråret 1999. Af samme grund ville han ikke indgå i specialpolitistyrkerne i Montenegro. Ved en tilbagevenden til Montenegro frygtede han endvidere repressalier fra grupper af Arkan- tilhængere, men han kendte ikke følgerne af udeblivelsen i dag. Efter ansøgerens oplysninger til sagen lagde nævnet til grund, at ansøgeren, der havde udført værnepligt i 1980-81 som menig og siden som korporal ved en tankenhed som skytte og herefter havde været genindkaldt til militære øvelser cirka syv gange i fredstid, blev indkaldt til militærtjeneste to gange i foråret 1999. Da ansøgeren udeblev, blev han efterfølgende eftersøgt af en militærpatrulje på sin bopæl. Ansøgeren undslap og nåede til Sarajevo, hvorfra han indrejste i Danmark. Ansøgeren fremlagde til den oprindelige asylsag to indkaldelser til ansøgeren fra forsvarsmyndigheden i en navngiven kommune om straks at møde i en nærmere angivet krigsenhed. Nævnet bemærkede herom, at det i Flygtningenævnets tidligere afgørelse fra oktober 2000 omtalte høringssvar fra foråret 2000 fra Udenrigsministeriet rettelig angav, at ”Kilden tilføjer, at dokumenterne [det vil sige indkaldelserne] ikke indeholder synlige tegn på ikke at være ægte”. Ansøgeren fremlagde endvidere en dom fra 1999 fra en militærdomstol, hvorefter ansøgeren in absentia blev straffet med fængsel i to år for under erklæret krigstilstand i landet, ikke at have mødt krigsenheden øjeblikkeligt efter bekendtgørelsen af mobiliseringen og indkaldelsen fra en Militærafdeling på grund af udførelse af militærtjeneste. I perioden mellem den 24. marts 1999 og den 23. juni 1999 var Forbundsrepublikken Jugoslavien erklæret i krigstilstand som følge af NATOs aktioner mod landet. I overensstemmelse med det anførte i Højesterets dom fra 2006 (U.2007.262) lagde nævnet til grund, at den jugoslaviske hær under krigshandlingerne i Kosovo i tiden forud for indkaldelserne havde begået alvorlige overgreb mod civilbefolkningen, hvilke overgreb blev fordømt af det internationale samfund. Nævnet fandt, at det også under disse omstændigheder beroede på en konkret vurdering, hvorvidt ansøgeren grundet udeblivelsen fra militærtjeneste var udsat for en forfølgelse, som begrundede, at han havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, således som bestemmelsen var affattet forud for lov nr. 365 af 5. juni 2002 om ændring af udlændingeloven mv. Spørgsmålet var for nævnet herefter, dels om ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede at skulle indgå i krigsenheden i den jugoslaviske hær under de ovennævnte omstændigheder, og om dette da udgjorde en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, dels om ansøgeren, selv om ansøgeren ikke skulle udføre sådan militærtjeneste, grundet den idømte fængselsstraf, baggrunden herfor og risikoen for afsoning af fængselsstraffen ville være omfattet af udlændingelovens § 7. Ved denne vurdering lagde nævnet vægt på, at ansøgeren under sagsforløbet i asylsagen havde forklaret i alt væsentligt overensstemmende om indkaldelserne til militærtjeneste, udeblivelsen og eftersøgningen af ansøgeren i anledning af udeblivelsen. Under nævnsmødet i oktober 2000 oplyste ansøgeren blandt andet, at han udeblev fra militærtjeneste ”i en af de 3 militærenheder, som deltog i de afgørende krigshandlinger i Kosovo”. Nævnet fandt oplysningen om, at ansøgeren skulle mobiliseres i en krigsenhed, bestyrket ved det anførte i indkaldelserne og militærdomstolens dom. Nævnet bemærkede, at, at ansøgeren i nævnsmødet i november 2007 oplyste, at hans funktion var at være skytte i en tank-enhed, ligesom ansøgeren forklarede, at de forskellige numre på krigsenheden som angivet i indkaldelserne og militærdomstolens dom skyldtes, at hans enhed skulle indgå i en større enhed. Herefter og i overensstemmelse med ansøgerens forklaring lagde nævnet til grund, at ansøgeren, såfremt han var blevet pågrebet og tvunget til at indgå som skytte i krigsenheden, måtte anses for at have været i risiko for at skulle indgå i overgreb som de ovennævnte mod civilbefolkningen i Kosovo, jf. herved tillige udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionens artikel 1 (F). Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold fandt nævnet, at ansøgeren i foråret 1999 isoleret set havde risikeret en forfølgelse, som omfattedes af udlændingelovens § 7, stk. 1, såfremt han på dette tidspunkt skulle være vendt tilbage til Forbundsrepublikken Jugoslavien. Flygtningenævnet bemærkede, at det imidlertid afgøres efter den vurdering af ansøgerens situation, der foretages af Flygtningenævnet på tidspunktet for nævnets afgørelse, om ansøgeren har krav på asyl efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes, at nævnet ikke grundet formuleringen af Flygtningenævnets afgørelse fra 2004 anså sig for afskåret fra at foretage en samlet vurdering af den genoptagne sag i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler. På tidspunktet for nævnets afgørelse i oktober 2000 (efter den 7. oktober 2000, red.) var forholdene i Forbundsrepublikken Jugoslavien væsentligt ændrede. Krigstilstanden var ophørt, den politiske situation var under forandring, og efter præsidentvalget i september 2000 blev Vojislav Kostunica indsat som præsident i stedet for Slobodan Milosevic den 7. oktober 2000. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden i oktober 2000 til Forbundsrepublikken Jugoslavien var i risiko for at skulle udføre militærtjeneste i krigsenheden under de ovennævnte asylbegrundende omstændigheder. Nævnet ville imidlertid ikke afvise, at afsoningen af den fængselsstraf på to år, som ansøgeren konkret var blevet idømt, henset til den ovennævnte baggrund for straffen, isoleret set kunne anses for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Imidlertid tillagde nævnet det betydning, at det jugoslaviske parlament den 26. februar 2001 vedtog en lov om amnesti, der blandt andet omfattede personer, der i tiden indtil den 7. oktober 2000 var anklaget eller dømt for en række forseelser forbundet med aftjening af militærtjeneste, herunder udeblivelse efter indkaldelse og unddragelse af militærtjeneste. Endvidere tillagde nævnet det vægt, at ansøgeren efter sin forklaring indrejste i Montenegro i forbindelse med den tvangsmæssige udsendelse i 2005 og opholdt sig i Montenegro i cirka to måneder uden problemer med myndighederne eller med andre grupperinger, herunder eventuelle Arkan-relaterede grupper. Ansøgeren fik endvidere efter ansøgning udstedt et pas af myndighederne, ligesom han udrejste legalt. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold fandt nævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Montenegro kunne antages at risikere en asylbegrundende forfølgelse som følge af den idømte straf eller forfølgelse fra eventuelle Arkan-tilhængere, som ansøgeren ikke kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod. Det bemærkes i den forbindelse, at Montenegro primo juni 2006 erklærede sig som en selvstændig stat. Ansøgeren havde i asylsagens forløb ikke haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at han på tidspunktet for Flygtningenævnets afgørelse i oktober 2000 efter omstændighederne kunne anses for omfattet af den dagældende udlændingelovs § 7, henset til baggrunden for den idømte fængselsstraf, fandtes af de anførte grunde ikke at føre til, at ansøgeren nu havde krav på opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Nævnet fandt herved ikke, at ansøgeren kunne anses for at have en sådan velbegrundet subjektiv frygt, at han har krav på opholdstilladelse efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt ikke, at de fremlagte oplysninger om ansøgerens helbredsforhold kunne føre til en anden vurdering. Det bemærkedes, at nævnet ikke har kompetence til at give opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. mon/2007/1
