Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Moldova. Ansøgeren indrejste i 2007 på et Schengen-visum. I 2011 søgte ansøgeren asyl, efter at hun havde fået afslag på flere ansøgninger om opholdstilladelse på andet grundlag.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er fra Chisinau i Moldova og er etnisk jøde. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Moldova frygter overgreb fra myndighederne. Ansøgeren er blevet anholdt og tilbageholdt mange gange af myndighederne i hjemlandet i perioden 1989 til 2007. Fra omkring 1996, hvor ansøgerens datter, som havde et forhold til en politisk aktiv jødisk mand, flygtede fra Moldova og var efterstræbt af myndighederne, blev tilbageholdelserne af længere varighed, ligesom ansøgeren blev udsat for både fysisk og psykisk tortur. Ansøgeren blev i 1998 slået så voldsomt af politiet, at hun blev indlagt på hospitalet. Ansøgerens ægtefælle blev slået så hårdt af politiet, at han i 2003 døde som følge heraf. Ansøgeren har tillige været udsat for et meget stort antal drabsforsøg af ukendte personer. Ansøgeren udrejste først af Moldova, efter at Danmark havde åbnet et konsulat, idet det ikke var muligt at flygte før. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren i årene efter hendes datters og svigersøns flugt omkring 1995 havde myndighedernes bevågenhed, og som følge heraf på dette tidspunkt var udsat for tilbageholdelser, chikane og hårdhændet behandling. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren i de seneste år før sin udrejse var underkastet forfølgelse af en sådan karakter, at dette kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først søgte asyl primo 2011, mere end tre år efter sin første indrejse i Danmark, og at ansøgeren, der ifølge sin forklaring havde været forfulgt i omkring 18 år, først flygtede, da der blev etableret et dansk konsulat i hjemlandet i 2007. Det bemærkes herved, at ansøgeren i sommeren 2006 fik udstedt et nationalitetspas. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke nærmere har konkretiseret, hvad der foregik i forbindelse med de episoder, hvor hun ifølge sin forklaring var udsat for forfølgelse i de seneste år før udrejsen, ligesom nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren opretholdt sin bopæl helt frem til udrejsen. Nævnet har endelig lagt vægt på, at de generelle forhold for etniske jøder i Moldova har ændret sig væsentligt siden 1990’erne. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Under hensyn til baggrundsoplysningerne kan ansøgerens frygt for en tilbagevenden ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. mold/2012/1
