Marokko20092

Nævnet stadfæstede i maj 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at han er etnisk araber, og at han kommer fra den sydlige del af Marokko. Han havde været politisk aktiv på den måde, at han havde hængt flag op, der viste, at han havde kæmpet for et selvstændigt Vestsahara. Han havde til samtalen i Flygtningenævnet oplyst, at han var 16 år. Han havde gået syv år i skole, og han havde på arabisk rimeligt detaljeret udfyldt et asylansøgningsskema. Han var to gange blevet afhørt i Udlændingeservice, og han blev i Flygtningenævnet – med en pause – grundigt afhørt om sin baggrund og sit asylmotiv. Det var efter denne afhøring – og i øvrigt på den anførte baggrund – Flygtningenævnets vurdering, at det var forsvarligt at træffe afgørelse i relation til ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet var selvsagt i den forbindelse opmærksom på, at ansøgeren ikke skulle vurderes som en voksen, og at der måtte tages hensyn til hans alder og baggrund. Ved afgørelsen af ansøgerens troværdighed i relation til, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren på en række punkter svarede usikkert og utroværdigt, når han blev spurgt mere detaljeret. Det gjaldt for eksempel omfanget og graden af hans politiske aktiviteter, de påståede ransagninger af det hus som ansøgerens moder havde lejet, og omstændighederne på den dag, hvor ansøgeren var flygtet fra sin hjemby. Flygtningenævnet ville på denne baggrund ikke afvise, at ansøgeren i et eller andet omfang havde været med til at hænge flag op og dermed udøve politiske aktiviteter. Forklaringerne herom virkede selvoplevede. Derimod var der visse dele – som nævnt ovenfor – der ikke virkede selvoplevede, og ansøgeren sandsynliggjorde ikke på overbevisende måde, at han konkret skulle have været i myndighedernes søgelys, og Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Marokko ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse fra myndighedernes side. Marokko/2009/2