maro20112

Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko.
Indrejst i 2010.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk araber og kristen af trosretning fra […] i Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun kommer fra en meget streng religiøs muslimsk familie, som vil slå hende ihjel, fordi hun i 2008 opgav at være muslim for at blive kristen. Ansøgeren ønskede at konvertere, da hun ikke havde nogen frihed hos familien, som tvang hende til at gå med tørklæde, ligesom hun skulle giftes væk mod sin vilje. De holdt hende desuden indespærret i en uge i 2008, idet hun havde fortalt dem, at hun ikke ønskede at gå med tørklæde. Endvidere har hun samlevet med en kæreste i Danmark, og hun formoder, at familien er bekendt med dette forhold. Vedrørende den af ansøgeren påberåbte konvertering må det tillægges vægt, at ansøgeren hverken er blevet døbt eller har været aktiv kirkegænger. Hertil kommer, at ansøgeren har udvist et yderst begrænset kendskab til kristendommen. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren forud for udrejsen var i stand til at opholde sig mere end et år i hjemlandet, efter at hun havde forladt hjemmet med hjælp fra en ven. Det skal herved særligt bemærkes, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring efterlod et brev på bopælen, hvorefter hun meddelte familien, at hun skiftede til kristendommen, og at ansøgeren under opholdet i Casablanca ofte var sammen med vennen. På denne baggrund kan hverken ansøgerens oplysninger om konverteringen eller hendes oplysninger om samlivet med kæresten begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, ligesom ansøgerens oplysninger om faderens forhold heller ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Ansøgeren må i givet fald henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Den chikane, som ansøgeren i øvrigt har oplyst at have været udsat for, har ikke haft et sådan omfang og intensitet, at den kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” maro/2011/2