Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Ansøgeren indrejste i 2000 på baggrund af familiesammenføring. I 2003 ansøgte ansøgeren om asyl i Danmark. Udlændingestyrelsen behandlede sagen i proceduren for åbenbart grundløse sager, men efter veto fra Dansk Flygtningehjælp blev sagen indbragt for Flygtningenævnet. I Flygtningenævnet er sagen behandlet af Flygtningenævnets formand på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens §§ 53, stk. 4, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været medlem af politiske eller religiøse partier eller organisationer, og ikke havde haft konflikter med de marokkanske myndigheder. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygtede overgreb fra sin far og sine brødre, som ville efterstræbe hende på grund af hendes mislykkede ægteskab, og fordi hun her i landet havde haft et forhold til en dansk kristen mand. Flygtningenævnet fandt, at de nævnte konflikter angår privatretlige forhold, som ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Det bemærkedes, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at æresdrab forekommer meget sjældent i Marokko og er en type forbrydelse, som medfører lang fængselsstraf, jf. oplysningerne herom i US Department of State, Country Report On Human Rights Practices 2003 samt Det Svenske Udenrigsministerium, Mänskliga Rättigheter i Marocko 2003. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold, der indebærer, at hun har krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Mar/2005/2
