Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2000.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk berber og sunni-muslim fra Nador, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han i Marokko ikke vil have mulighed for at anskaffe medicin til behandling af sygdommen HIV. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i slutningen af 1990’erne fandt ud af, at han var homoseksuel. Ingen i ansøgerens familie ved, at han er homoseksuel, eller at han har HIV. Det har ansøgeren holdt hemmeligt. Ansøgeren har aldrig udlevet sin homoseksualitet i Marokko, da det er for farligt. Homoseksuelle har ingen rettigheder, og tilfældige mennesker og myndigheder kan finde på at overfalde homoseksuelle personer. Ansøgeren har dog aldrig selv været udsat for overfald som følge af sin seksualitet. I Danmark har ansøgeren levet som en homoseksuel person, og han har blandt andet deltaget i Gay Pride parader. Han har dog ikke deltaget i parader i Danmark, idet han er bange for, at blive opdaget af folk med tilknytning til det marokkanske miljø i Danmark. Ansøgeren har i Danmark været medlem af AIDS fonden, men ikke af andre LGBT-relaterede foreninger. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren, af de af styrelsen anførte grunde isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes imidlertid, at ansøgeren er født og opvokset i Marokko og først har fået bopæl i Danmark som 27-årig. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren er ugift og barnløs og at hans mor i hvert fald i perioder opholder sig i Marokko. Det er ligeledes oplyst, at han en del gange har været på ferie i Marokko. Der foreligger endvidere oplysninger om, at der er muligheder for at få behandling mod HIV i Marokko, og at den hos ansøgeren konstaterede leukæmi, i hvert fald for tiden ikke er behandlingskrævende. Endeligt lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ved Østre Landsrets ankedom af [2016] er idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold på denne baggrund, at ansøgeren skal udelukkes fra at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, hvilket ikke findes at stride imod Danmarks internationale forpligtelser. En subsidiær begæring om hjemvisning på undersøgelse af behandlingsmulighederne for ansøgerens sygdomme under opholdt på Kærshovedgård findes ikke at kunne tages til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Maro/2017/11/HHU
