Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhører religionen Ahl-e Haqq. Ansøgeren er født i […] Irak, og han flyttede med sin familie til […] SarPol-e Zahab, Iran, da han var to år gammel. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for partiet Komalah, som hans bror er medlem af. Ansøgeren har sammen med sin bror været med til at uddele Komalahs breve i en periode på tre til fire måneder [i efteråret] 2014. Sideløbende har han hjulpet partiet med at arrangere oplysningsmøder med det formål at hverve nye medlemmer. Ansøgeren har endvidere deltaget i et par demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for partiet Komalah. En dag i [sommeren] 2015, da ansøgeren var på vej hjem til sin fætter, modtog han et telefonopkald fra sin far, der spurgte ansøgeren, hvad broren havde gjort. Ansøgeren afbrød herefter opkaldet af frygt, for at telefonen blev aflyttet. Ansøgerens fætter ringede til faren, der oplyste, at myndighederne havde anholdt ansøgerens bror. Ansøgeren fortalte fætteren om sine politiske aktiviteter, og fætteren rådede ansøgeren til at flygte. Ansøgeren opholdt sig fem til seks dage hos fætteren, inden han udrejste. Mens ansøgeren var hos fætteren, blev ansøgerens families bopæl ransaget to gange. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af aktiviteter for partiet Komalah. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om uddelingen af løbesedler. Under asylsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han uddelte løbesedler sammen med sin bror, og at de kørte ud i ansøgerens bil eller i en bil tilhørende en af ansøgerens venner. Hvis de kørte i en vens bil, var vennen med, og vennen ventede i bilen og holdt vagt, mens ansøgeren og hans bror uddelte løbesedlerne. Senere under samtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han nogle gange uddelte løbesedlerne med sin bror, og at det andre gange var ansøgeren og vennen, der uddelte løbesedlerne. Flertallet henviser endvidere til, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren ikke har et nærmere kendskab til løbesedlernes indhold, såfremt han i overensstemmelse med sin forklaring har været aktiv med uddelingen af disse. Han har således under asylsamtalen blot forklaret, at løbesedlerne omhandlede partiets formål, herunder kurdernes rettigheder, og at indholdet varierede fra gang til gang. For nævnet har ansøgeren forklaret, at teksten var trykt på persisk, som ansøgeren behersker, men at han ikke læste, hvad der stod på løbesedlerne, idet det var risikabelt at læse dem, og at tiden var meget kort. Flertallet finder det i øvrigt usandsynligt, at det uden myndighedernes indgriben på et tidligere tidspunkt, har været muligt for ansøgeren og hans bror flere gange at holde oplysnings- og rekrutteringsmøder for 20 til 30 deltagere på familiens plantage, selvom ansøgerens familie har været under opsyn af de iranske myndigheder siden 2003, da ansøgerens farbror blev dræbt. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2016/151/MKT Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra [byen B], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af sin far og at blive forfulgt af personer fra [byen B], fordi han har forladt islam og vist interesse for kristendommen. Ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen, da han var omkring 25 år gammel. Hans forældre smed ham ud, da han var 28 år gammel, fordi ansøgerens far fandt ud af, at ansøgeren ikke praktiserede islam. Ansøgerens familie var meget religiøs. Ansøgeren tog efterfølgende til Tanger, hvor han mødte en spanier, José, på en café. Ansøgeren og José snakkede om kristendommen, og ansøgeren sagde til José, at han gerne ville lære mere om kristendommen. José tog derfor ansøgeren med i kirke. [I sommeren] 2015, da ansøgeren var på vej ud af kirken, blev han efter ansøgerens formodning genkendt af en person, der kendte ansøgerens far. Denne person kontaktede ansøgerens far telefonisk. Omkring midnat ringede ansøgerens far til ansøgeren og sagde, at han ville slå ansøgeren ihjel, fordi han var konverteret. Han sagde også, at hele landsbyen ville få fat i ansøgeren. Ansøger udrejste herefter af Marokko. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen om ansøgerens konflikter til grund. Forklaringen fremstår på afgørende punkter usandsynlig og usammenhængende og anses herefter for konstrueret til lejligheden. Nævnet henviser til, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren som 25-årig er flyttet hjem til sin familie, hvor han boede i tre år, selvom ansøgerens familie betragtede ham som kristen og vantro, og at ansøgerens far og familie angiveligt udsatte ansøgeren for chikane på grund af ansøgeren interesse for kristendommen. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgerens far skulle have opdaget og truet ansøgeren med at slå ham ihjel, samme dag som ansøgeren havde været i kirke. Det svækker i øvrigt ansøgerens troværdighed, at ansøgeren ikke under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 og heller ikke under asylsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hans far og familie har tilknytning til ISIL. Ansøgeren har først forklaret udbyggende herom for nævnet i forbindelse med ansøgerens forklaring om frygt for hans far. Det forekommer også utroværdigt, at ansøgeren efter sin udrejse fra Marokko skulle have mødt ukendte syrere i Tyrkiet, der har givet ansøgeren penge, der kunne finansiere hans videre rejse til Danmark. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at det oplyste om ansøgerens deltagelse i gudstjenester og hans interesse for at konvertere til kristendommen, efter at han er kommet til Danmark, kan føre til et andet resultat. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfo, Marokko: Konvertering fra islam til kristendommen af 20. januar 2014 fremgår, at det ikke er forbudt efter marokkansk lov at konvertere fra islam til kristendom, og at det ikke er kendt, at konvertitter udsættes for vold eller drab fra myndighedernes eller private aktøres side. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller, at han reelt risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2016/7/MKT
