Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk berber fra […], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han omkring 1991 fik interesse for kristendommen, da han mødte en fransk missionær, som gav ansøgeren kristen litteratur, ligesom de 4 gange i løbet af en uge mødtes og diskuterede religion. Efterfølgende skrev missionæren og ansøgeren sammen i en periode. Ansøgeren afbrød kontakten efter omkring fem måneder, idet han følte sig utryg. Ansøgeren har videre forklaret, at folk i byen begyndte at mistænke ham for at have kristne interesser, og at en ukendt person sagde til ham, at det var tilladt at slå vantro ihjel. Ansøgeren udrejste af Marokko til Libyen i 1999, hvor han arbejdede og opholdt sig indtil 3003. Ansøgeren har oplyst, at han blev døbt den 15. marts 2015 i [kirke] i Danmark, og at han herved er blevet mormon. Uanset om ansøgerens forklaring om asylmotivet måtte blive lagt til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes herved, at det forhold, at ansøgeren umiddelbart forud for nævnsmødet har fremlagt ”Ordination i Det Aronske Præstedømme” dateret den 29. marts 2015, hvoraf fremgår, at han er ordineret som præst, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder af Landinfo, Marokko: Konvertering fra islam til kristendommen af 20. januar 2014 fremgår, at konvertering fra islam til kristendom ikke er forbudt efter marokkansk lov, ligesom det ikke er kendt, at konvertitter udsættes for vold eller drab fra myndighedernes eller private aktørers side. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at hverken den chikane, som ansøgeren angiveligt har været udsat for i Marokko eller hans uoverensstemmelser med sin familie som følge af konverteringen til kristendommen er af en sådan karakter eller intensitet, at det kan begrunde asyl. Hertil kommer, at ansøgeren først flere år efter chikanen udrejste af Marokko. Herefter, og da det forhold, at konvertering fra islam til kristendom har negative sociale konsekvenser ikke kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2016/3/LIN
