Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingeservice i sin afgørelse havde fundet, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet man på grundlag af foretagne torturundersøgelser havde fundet, at man ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvise, at han ved en tilbagevenden til Libyen risikerede at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Udlændingeservice havde samtidig anset ansøgeren for udelukket fra beskyttelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, idet ansøgeren i 2007 var blevet idømt 5 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, jf. § 247. Ved dommen blev ansøgeren udvist med indrejseforbud i fem år. Flygtningenævnet bemærkede, at nævnet ikke var bundet af at lægge bestemte faktiske omstændigheder til grund i samme omfang som Udlændingeservice havde gjort. Et eventuelt afslag fra Flygtningenævnet på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 under henvisning til, at nævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, stillede således ikke ansøgeren ringere i opholdsretlig henseende end efter udlændingeservices afgørelse. Det bemærkedes, at det forhold, at Udlændingeservice havde truffet bestemmelse om, at ansøgeren ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland jf. udlændingelovens § 31, ikke indebar en egentlig ret for ansøgeren til at opholde sig i Danmark, idet ansøgeren havde pligt til at udrejse jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Efter udlændingelovens § 40 påhvilede det ansøgeren at meddele de oplysninger, som var nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kunne gives. Ansøgeren havde tidligere søgt opholdstilladelse i et andet europæisk land. Ansøgeren havde forklaret forskelligt om sin rejserute til det pågældende lands myndigheder og de danske myndigheder. Ansøgeren havde ikke til det pågældende lands myndigheder oplyst om sin deltagelse i aktiviteter for en politisk oppositionsorganisation, mens han overfor Flygtningenævnet havde forklaret, at organisationen organiserede hans udrejse. Ansøgeren havde til det andet lands myndigheder oplyst, at han var tilbageholdt i to uger i 2002, hvorefter han ved egen hjælp flygtede fra et stærkt bevogtet fængsel, mens han overfor Flygtningenævnet havde oplyst, at han var tilbageholdt i tre til fire måneder i en militærlejr i 2003, hvorefter han ved hjælp fra den politiske oppositionsorganisation flygtede. Ansøgeren havde herunder afgivet divergerende forklaringer om en lang række forhold, herunder blandt andet om familieforhold, statsborgerskab og hans relation til Saadi Gaddaffi. Ansøgeren havde som begrundelse for de divergerende forklaringer henvist til, at han var ung og usikker, da han ankom til det andet europæiske land. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet fandt, at der uanset ansøgerens psykiske sygdom var sådanne uoverensstemmelser mellem hans forklaringer til det andet europæiske lands og de danske myndigheder, at ansøgerens forklaringer tilsidesattes som utroværdige. Flygtningenævnet kunne herefter ikke lægge til grund, at de skader, som var omtalt i torturundersøgelsen, var fremkommet ved tortur som beskrevet af ansøgeren. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen ville være i risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7 stk. 1, eller i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren afslag på ansøgningen om asyl. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at der forelå andre grunde til, at udsendelse til hjemlandet ikke kunne ske, jf. udlændingelovens § 31. Libyen/2008/1
