Nævnet meddelte i oktober 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst til sagen, at han var officer i den libyske hær frem til august 2001. Ansøgeren havde oplyst, at han under tjenesten i hæren blev udsat for chikane, ligesom han blev tilbageholdt flere gange. Tilbageholdelserne varede fra nogle få dage op til nogle måneder. Under tilbageholdelserne blev ansøgeren udsat for slag og spark. I august 2001 blev ansøgeren afskediget fra den libyske flåde og blev pålagt meldepligt, som han opfyldte frem til sin udrejse i august 2002. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han som tidligere officer i den libyske flåde ved en tilbagevenden til Libyen i medfør af bestemmelser i den libyske militære straffelov ville blive idømt dødsstraf, fordi han havde søgt asyl i udlandet. Ansøgeren havde i den forbindelse anført, at han frygtede, at de libyske myndigheder var blevet bekendt med hans tidligere asylansøgning i Norge. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse i 2002. Nævnet lagde herved vægt på, at de tilbageholdelser og den chikane, som ansøgeren havde forklaret om, ikke havde haft en sådan karakter og intensitet, at de kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2006 udsatte Flygtningenævnet sagen med henblik på via Udenrigsministeriet at indhente oplysninger om indholdet af den militære straffelov i Libyen. Det var imidlertid ikke muligt at indhente disse oplysninger. Uanset at ansøgerens forklaring om, hvordan de libyske myndigheder skulle være blevet bekendt med hans asylansøgning i Norge forekom usandsynlig, fandt Flygtningenævnet – henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om Libyen – ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at ansøgeren på grund af sin fortid som officer i den libyske flåde og fem års ophold uden for Libyen ved en tilbagevenden til Libyen ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Libyen/2007/1