Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i maj 2003. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren som etnisk amazigh gennem en årrække havde arbejdet på at oplyse amazigh-folket om deres kultur og baggrund, kunne dette ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv medfører konflikter med myndighederne at ytre sig om amazigh-kulturen. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerens aktiviteter havde haft karakter af en egentlig politisk organisering. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af sine aktiviteter var efterlyst i hjemlandet, og at forældrenes bopæl i forbindelse hermed havde været udsat for ransagning i april 2003, eller at ansøgerens fader og broder var blevet afhørt af myndighederne på grund af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i april 2003 og efterfølgende udrejse ikke havde fremtrådt som sammenhængende og overbevisende. Det blev bemærket, at ansøgeren, kort tid efter de angivelige aktiviteter med at skrive på en offentlig væg, var udrejst på eget ægte nationalitetspas. Det blev endvidere bemærket, at passet var isat visum til en forretningsrejse til Europa på baggrund af en invitation fra et europæisk firma, og at omstændighederne omkring udstedelse af dette visum, herunder den tidsmæssige sammenhæng med ansøgerens angivelige aktiviteter, forekom usandsynlig. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede en af udlændingelovens § 7, stk. 1, omfattet forfølgelse, eller at ansøgeren ville være i en konkret og individuel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Liby/2005/1
