Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kristen af trosretning fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter, at de libyske stammer Tarhuni, Tartuli og Tobruq vil hævne sig på ham, idet han var premierløjtnant i den militære efterretningstjeneste i Libyen under Gaddafis regime, og fordi han er kristen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at ISIL vil dræbe eller fængsle ham, idet stammerne Tarhuni, Tartuli og Tobruq samarbejder med ISIL. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han har arbejdet for den militære efterretningstjeneste i Libyen under Gaddafis styre, og at han har været fængslet for desertering i Libyen. I militæret var ansøgeren ansat som premierløjtnant, hvor hans primære opgaver var at aflytte samtaler mellem andre militærfolk og berette om disse til sine overordnede samt at stå vagt på grænsen mellem Libyen og Tchad og skyde personer, som flygtede over grænsen. I 2001 udrejste ansøgeren af Libyen, og i 2003 indrejste han i Spanien, hvor han opholdt sig frem til [sommeren] 2015. I Spanien konverterede ansøgeren til katolicismen. Ansøgeren kendte ikke til kristendommen inden han konverterede. Ansøgeren gik dog efterfølgende til møder i en kirke i Barcelona, hvor han blev undervist i kristendommen. Ansøgeren er fortsat kristen, men har ikke praktiseret kristendommen, siden han boede i Spanien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerens forklaring forekommer konstrueret og usandsynlig. I relation til divergenserne i ansøgerens forklaring, har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin militærtid, herunder om hvornår han gik på militærskole, hvornår han startede i militæret, sine arbejdsopgaver i militæret, og hvor lang tid ansøgeren var i militæret, inden han deserterede. Blandt andet har ansøgeren indledningsvis til oplysnings- og motivsamtalen den [nærmere angiven dato] 2016 forklaret, at han deserterede fra militærtjenesten i 1992 og udrejste af Libyen. Da han i 1995 vendte tilbage til Libyen for at begrave sin far, blev han fængslet i 7 år. Senere i samtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev fængslet fra det tidspunkt, hvor han skød og dræbte sin overordnede i hæren. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sin militære baggrund har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har et relativt begrænset kendskab til militæret, herunder dets rangorden, henset til at ansøgeren angiver at have arbejdet i militæret i mange år. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Libyen ikke i sig selv findes at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2017/01/MJM
