Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, som er statsløs palæstinenser fra Libyen. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive kidnappet af de samme mænd, som kidnappede og truede hendes far. Ansøgeren frygter også, at de ukendte mænd vil komme efter hendes far. Derudover har ansøgeren henvist til, at der ikke er nogen sikkerhed i Libyen, og at der er uroligheder i landet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes far blev kidnappet i [sommeren] 2014 af nogle ukendte mænd, som krævede, at hendes far gav afkald på familiens jord. Ansøgerens far blev tilbageholdt i tre dage, og efter at have underskrevet nogle papirer blev han løsladt. Efterfølgende klagede ansøgerens far over de ukendte mænd til militæret, som kontrollerede deres område. Dette fandt kidnapperne ud af, hvorefter de fremsatte trusler mod ansøgerens far via ejeren af supermarkedet, der lå på deres vej. De ukendte mænd truede med at kidnappe ansøgeren, hvis hendes far ikke trak klagen tilbage. Ansøgeren og hendes forældre tog herefter ophold i byen […], hvor de opholdt sig i kortere tid, inden de forlod Libyen. Den beskikkede advokat har gjort gældende, at hverken Gaza eller Libyen kan betragtes som ansøgernes hjemlande. Dette forudsætter nemlig, at ansøgerne har mulighed for legalt at genindrejse og bosætte sig. For så vidt angår Gaza er det udelukket, idet ansøgerne ikke har israelsk id-kort for statsløse palæstinensere. For så vidt angår Libyen fremgår det af det indrejseforbud, den internationalt anerkendte regering har fastsat i januar 2015, at blandt andet palæstinensere har forbud mod at indrejse i Libyen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens og hendes forældres forklaringer om hændelsesforløbet til grund. Spørgsmålet om hjemland: Det fremgår af den asylretlige teori, herunder Hathaway ”The Law of Refugee Status”, afsnit 2.5.2 om statsløse personer, at en forudsætning for, at et land kan betragtes som den pågældendes hjemland, blandt andet er, at det pågældende land er villigt til at tillade pågældende at forblive på territoriet og vende tilbage, såfremt pågældende ikke har opnået flygtningestatus i et andet land. Ansøgerens forældre forlod efter det oplyste begge Gaza inden 1967, hvor mulighederne for at få udstedt israelsk id-dokument blev indført. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at de eller ansøgeren vil have mulighed for at få et id-kort og indrejse i Gaza. Som følge heraf kan Gaza ikke anses for ansøgerens hjemland. For så vidt angår Libyen fremgår det af ”Lifos Thematic Report” af 22. februar 2016 om palæstinensere og syrere i Libyen, punkt 6.3, at baggrunden for den internationalt anerkendte regerings beslutning af januar 2015, om at suspendere palæstinensere, syrere og sudaneseres adgang til landet, er frygten for, at de skal slutte sig til radikale islamiske grupper som for eksempel Ansar al-Sharia. Beslutningen, som er gældende indtil videre, omfatter alle indrejsestationer. Imidlertid er status og udstrækningen af implementeringen af forbuddet fortsat uklar. Ifølge en libysk kilde synes beslutningen ikke at have influeret på palæstinensere og syrere, som allerede opholder sig i landet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at beslutningen er effektivt implementeret og har en mere permanent karakter. Det må således antages, at der stadig er en vis sandsynlighed for, at ansøgeren og hendes forældre vil kunne genindrejse i Libyen. Indrejseforbudsbeslutningen er derfor, i hvert fald på nuværende tidspunkt, ikke til hinder for, at Libyen kan anses for at være ansøgerens hjemland. På baggrund af, at ansøgeren er født og opvokset i Libyen og forældrenes mangeårige ophold i Libyen, hvorunder deres fire børn alle har fået en god uddannelse, må Libyen derfor stadig anses for ansøgerens og hendes forældres hjemland. Spørgsmålet om ansøgerens materielle asylmotiv: Ansøgeren og hendes forældre forlod Libyen kort tid efter, at en kriminel gruppe havde fratvunget ansøgerens fars dokumentation for, at han var den reelle ejer af et jordstykke, som han som statsløs palæstinenser ikke kunne få registreret ejerskab til. Ansøgerens forældre har oplyst, at forholdet blev anmeldt til en lokal milits og til den palæstinensiske ambassade i Tripoli. Da de via deres underbo blev advaret om, at anmeldelsen kunne bevirke, at ansøgeren, der var sytten år, blev kidnappet, forlod de straks deres bopæl sammen med ansøgeren. Efter at have opholdt sig i omkring fjorten dage hos et familiemedlem udrejste ansøgeren og hendes forældre med båd til Italien. Flygtningenævnet finder, at konflikten om jordstykket har baggrund i de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen. Det må antages, at denne konflikt for så vidt er afsluttet og alene vil kunne få videregående konsekvenser, såfremt ansøgerens forældre ville insistere på at få jordstykket tilbage. Denne konflikt, hvorefter ansøgeren og hendes forældre ikke er konkret og individuelt forfulgte, kan efter sin karakter ikke anses for at være omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgerne er udrejst som forklaret, ansøgerens forældres helbredsmæssige forhold og de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Libyen, kan ikke ændre denne vurdering. Mulighederne for at genindrejse i Libyen: Som anført ovenfor er der ikke grundlag for at fastslå, at den nævnte beslutning om indrejseforbud vil hindre ansøgeren og hendes forældre i at vende tilbage til Libyen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der i hvert fald foreløbig alene er tale om en udsendelseshindring, som ikke medfører, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2016/5/SSM
