liby20156

Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et statsløst palæstinensisk ægtepar samt to børn fra Libyen. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgerne er statsløse palæstinensere og sunni-muslimer af trosretning fra Benghazi i Libyen. Den mandlige ansøger er født i Libyen. Den kvindelige ansøger kom sammen med sin familie til Libyen, da hun var fire år gammel. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter de generelle forhold herunder de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen. Endvidere har den mandlige ansøger henvist til, at han frygter, at hans børn vil blive kidnappet af oprørere, og at kriminelle grupperinger to gange har truet hans brødre. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv samt til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen. Begge ansøgere har henvist til, at forholdene for statsløse palæstinensere i Libyen siden 2011 løbende er forværret, og at situationen nu er den, at statsløse palæstinensere er afskåret fra at indrejse i Libyen.  Ansøgerne har under samtalen med advokaten og over for Flygtningenævnet tillige forklaret, at en væsentlig årsag til, at de valgte at forlade Libyen var, at de blev chikaneret og truet af den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle, som i følgeskab med fire andre mænd en dag i foråret 2014 overfaldt den mandlige ansøger, hvorefter den tidligere ægtefælle voldtog den kvindelige ansøger foran den mandlige ansøger. Flygtningenævnet lægger til grund, at Libyen, hvor den mandlige ansøger er født og altid har opholdt sig, og hvor den kvindelige ansøger har opholdt sig siden hun var fire år gammel, er ansøgernes hjemland, og at de derfor skal asylvurderes i forhold til Libyen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer om forholdene i Libyen, herunder de generelle forhold i Benghazi, til grund.  Efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder sammenholdt med baggrundsoplysningerne fra blandt andet UNHCR, hvoraf fremgår, at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder, medfører den omstændighed, at ansøgerne er statsløse palæstinensere i sig selv ikke, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge til grund, at den kvindelige ansøger i sit eget hjem og under overværelse af den mandlige ansøger i [foråret] 2014 blev voldtaget af hendes eksmand, fra hvem hun var blevet skilt i 1999. Nævnets flertal har lagt vægt på, at ingen af ansøgerne har forklaret om denne væsentlige del af asylmotivet under samtalerne med Udlændingestyrelsen, men at begge ansøgere derimod har svaret benægtende på spørgsmålet om, hvorvidt de har haft andre konflikter end de beskrevne generelle vanskeligheder, herunder konflikter med privatpersoner. Nævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at det afsvækker ansøgernes forklaringer om voldtægten, at ansøgerne udrejste af Libyen i [efteråret] 2014 sammen med en stor del af den mandlige ansøgers familie, der ifølge ansøgerne ikke var bekendt med eksmandens overgreb. Ansøgerne har stort set afgivet samstemmende forklaringer om voldtægten, men nævnets flertal finder, at det i væsentlig grad afsvækker troværdigheden af ansøgernes forklaringer om denne del af asylmotivet, at den kvindelige ansøger har forklaret afglidende og til dels uoverensstemmende om hendes og den mandlige ansøgers kontakt med eksmand i perioden op til voldtægten. Under nævnsmødet forklarede den kvindelige ansøger således indledningsvis, at hendes eksmand begyndte at true dem efter episoden, idet han nu havde kendskab til, hvor de boede, og da han havde kunnet konstatere, at de ikke havde anmeldt overgrebet. Efterfølgende forklarede den kvindelige ansøger imidlertid, at eksmandens henvendelser og trusler alle fandt sted før voldtægten.  Flygtningenævnets flertal finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstædighed, at det efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan lægges til grund, at der er udstedt indrejseforbud for blandt andet statsløse palæstinensere i Libyen, kan heller ikke føre til et andet resultat, idet der er tale om et udsendelsesspørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2015/6