liby20155

Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2015.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er sunni-muslim af trosretning og har under sagens behandling angivet at være etnisk araber og statsborger i Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive slået ihjel, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i en alder af omkring 14 år indledte et fysisk forhold til en ung mand. Efter at manden fortalte sine venner i området om sit forhold til ansøgeren, blev ansøgeren overfaldet og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren har videre forklaret, at huse tilhørende personer med tilknytning til de tidligere magthavere blev bombet, da revolutionen i Libyen brød ud. [I efteråret] 2011 blev ansøgerens hus bombet, hvorved hans forældre afgik ved døden og han selv blev såret. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende i Tripoli i tre til fire måneder, hvorefter han flyttede tilbage til Benghazi, hvor han boede frem til sin udrejse i [efteråret] 2014. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal kan således lægge til grund, at ansøgeren er statsborger i Libyen, og at han er homoseksuel. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren, hvis han vender tilbage til Libyen, og der lever som homoseksuel, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med afgørelsen fra Udlændingestyrelsen ikke, at ansøgeren bør udelukkes fra beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den libyske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Liby/2015/5