Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1968, er etnisk araber og sunni muslim fra […] Tripoli, Libyen. Hun er libysk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun udrejste i [efteråret] 2014 sammen med sin syriske ægtefælle. I [efteråret] 2014 indrejste de i Danmark. Ægtefællen fik i [sommeren] 2015 opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at det ikke er sikkert for hende at opholde sig i Libyen uden økonomiske midler, bolig og støtte fra familien. Dette skyldes navnlig de generelle forhold i landet. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun er analfabet og aldrig har haft et arbejde. Under urolighederne i Tripoli har hun oplevet flere skudepisoder. Der blev ikke skudt målrettet mod hende. Hendes ægtefælles arbejdsplads blev ødelagt af bomber. De kunne herefter ikke forsørge sig selv i Libyen. De måtte derfor leve af deres opsparing og til sidst sælge al deres indbo for at kunne betale husleje og købe mad. Hendes familie er hårdt ramt af krigshandlinger og kan ikke hjælpe hende økonomisk. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. De nuværende usikre forhold i store dele af Libyen, herunder i Tripoli, findes ikke at have et sådan betydeligt omfang, at alle eller næsten alle i områderne kan antages at være i en sådan risiko for at blive ramt af krigshandlinger eller tilfældig vold, at de er omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De generelle forhold i Libyen kan således ikke alene begrunde, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. At ansøgeren er en enlig kvinde, der er gift med en udlænding, og som er uden økonomiske midler og væsentlig støtte fra familien, indebærer efter Flygtningenævnets opfattelse ikke, at hun ved en tilbagevenden til Libyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Det af den beskikkede advokat anførte om ansøgerens subjektive frygt for, hvad der vil ske, hvis hun vender tilbage til Libyen, vurderes heller ikke i sig selv, eller sammenholdt med de i øvrigt påberåbte asylmotiver, at kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker herved, at der ikke er belæg for at antage, at den subjektive frygt skulle være af en sådan intensitet og karakter, at den sammenholdt med det, ansøgeren har oplevet i Libyen og baggrundsoplysningerne om de nuværende forhold i landet, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2015/4
