Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er libysk statsborger og sunni-muslim af trosretning fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der i Libyen er krig og kaos, samt at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at møde mafiaen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter ikke at have et sted at bo, og at han ikke har nogen fremtid i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Libyen blev opsøgt af nog-le ukendte personer fra en mafiagruppe, som tog ham med til Europa, da han var 11 eller 12 år gammel. I det følgende år opholdt han sig i Europa sammen med personer fra gruppen. Ansøgeren forlod gruppen, da de opholdt sig i Norge. Ansøgeren har ikke længere nogen tilknytning til Libyen, idet hans moder og søster er flyttet til Marokko. Han har ikke længere kontakt til sin fader. Flygt-ningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2010, og at han ansøgte om asyl i 2010 eller 2011, hvorefter han forsvandt. Ansøgeren genansøgte derefter om asyl i forbin-delse med en voldsepisode i 2014, hvor han blev anholdt af politiet. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke opholdt sig i Libyen, siden han udrejste til Europa som 11 eller 12-årig, og han har aldrig haft konflikter i Libyen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv kan føre til kon-ventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøge-ren har påberåbt sig socioøkonomiske forhold, herunder at han ingen fremtid har, hvis han vender tilbage til Libyen, og at disse forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har heller ikke fundet, at ansøgerens forklaring om, at han frygter mafiaen i Libyen, kan begrunde asyl. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens eventuelle uoverensstemmelser med en kriminel gruppering i Libyen ligger langt tilbage i tid, og at han ikke ved, om denne gruppering stadig opholder sig i Libyen, ligesom han efter sin egen forklaring ikke har sladret om grupperingen til politiet eller haft problemer med grupperingen, siden han forlod denne i 2008. Flygtningenævnet finder herefter, at det alene beror på ansøgerens egen forklaring, at han skulle have et udestående med en gruppering i Libyen, og at denne gruppering skulle efterstræbe ham. Flygtningenævnet fin-der derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøge-ren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor der heller ikke er grundlag for at tage påstanden om meddelelse af opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 7, stk. 3, til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2015/1
