Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller medlem af politiske organisationer, og at han ikke havde haft konflikt med de libanesiske myndigheder. Han var udrejst legalt. Ansøgeren havde til sagen endvidere oplyst, at han heller ikke havde haft konflikt med andre grupperinger i Libanon, og at baggrunden for, at han søgte om asyl, var, at han under opholdet i Danmark anså situationen i Libanon for forværret og frygtede krig. Ansøgeren havde ifølge advokatindlægget og i nævnsmødet oplyst, at Hizbollah havde tilbageholdt ham i nogle timer en nat i 2004, hvor ansøgeren havde opholdt sig i en bil med to andre i en bydel i Beirut, der var kontrolleret af Hizbollah. Ansøgeren var blevet afhørt om sine identitets- og bopælsforhold, og først dagen efter havde ansøgeren fået sit id-kort udleveret hos Hizbollah. Ansøgerens far havde endvidere i juni måned 2008 telefonisk oplyst, at personer fra Hizbollah to gange havde henvendt sig og spurgt efter ansøgeren på forældrenes adresse, herunder ved den anden henvendelse spurgt nærmere om ansøgerens danske hustru blandt andet under henvisning til, at hun havde besøgt ansøgeren i sommeren 2006 på tidspunktet for Israels militærs intervention, og hvor folk udrejste af Libanon. Selvom den sene fremkomst af de sidstnævnte oplysninger gav anledning til en vis tvivl, fandt nævnet efter en vurdering af ansøgerens oplysninger, at oplysningerne i al væsentlighed måtte lægges til grund. Det var imidlertid nævnets opfattelse, at det forhold, at ansøgeren havde været tilbageholdt og udspurgt om sine id-forhold med videre i 2004 og herefter ikke havde yderligere konflikter med Hizbollah, og at Hizbollah to gange i sommeren 2008 havde henvendt sig på forældrenes adresse med kendskab til, at ansøgeren i 2006 i Beirut havde fået besøg af sin danske hustru, med hvem ansøgeren havde indgået ægteskab i oktober 2006, ikke kunne anses for udtryk for en efterstræbelse eller risiko herfor, som indebar, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon, hvor ansøgeren på en helt uprofileret måde havde haft sit livsforløb, risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingeservice til vurdering af de nye oplysninger, som mest subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Libanon/2008/1