Libanon20074

Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2006. Det fremgår af sagen, at ansøgeren, der er kristen og studerede teologi, i 2003 blev afhørt i forbindelse med drabet på en medstuderende. Han modtog efterfølgende mange sms’er med trusler. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen af sagen vægt på, at ansøgeren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig i hjemlandet fra 2003 til udrejsen i 2006, uden at han i den periode havde været udsat for trusler. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været konkret eller individuelt forfulgt af de grunde, der er angivet i Flygtningekonventionen som følge af sit kristne tilhørsforhold. Flygtningenævnet fandt ej heller, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en sådan forfølgelse, eller ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren i 2003 efter drabet på en anden tilhænger af baptistkirken havde været til afhøring hos den syriske efterretningstjeneste, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat, da han ikke efterfølgende var blevet opsøgt af efterretningstjenesten. Det samme gjaldt det forhold, at ansøgeren, ligeledes efter sine egne oplysninger, i 2003 havde modtaget anonyme trusler via telefon og sms, idet han ikke siden havde modtaget sådanne trusler. Den omstændighed, at hans forældre efter hans udrejse i 2006 havde modtaget anonyme forespørgsler om ansøgerens opholdssted, fandtes ej heller at kunne føre til noget andet resultat. Libanon/2007/4