Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon, født i 1964. Ansøgeren blev i juli 1991 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. I september 1994 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse. I oktober 2004 indrejste ansøgeren illegalt i Danmark. I februar 2005 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren, at hendes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, var bortfaldet, idet hun havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren søgte efterfølgende om asyl. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde bragt sig i modstrid med sit hjemlands myndigheder. Ansøgeren havde afgivet skiftende forklaringer om, hvor hun havde opholdt sig efter udrejsen af Danmark i 1999 samt om, hvorvidt hun havde været på gentagne besøg her i landet. Af ansøgerens forklaring fremgik, at det var hendes og hendes tidligere ægtefælles ønske, at hun skulle passe fællesbørnene her. Ansøgeren havde for nævnet angivet, at hun ved en tilbagevenden frygtede at blive dræbt af sine brødre. Ansøgeren havde ikke oplyst om nye konkrete trusler. Ansøgerens forklaring om indespærring, og om hvorledes hun havde forladt hjemmet og udrejst til Danmark, fremtrådte ikke troværdig. Under de foreliggende omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde opfyldt den hende i medfør af udlændingelovens § 40 påhvilende oplysningspligt og havde heller ikke sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i nærliggende risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Der var ikke forhold, der kunne bevirke, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Libanon/2005/4
