Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar Libanon. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer af religiøs overbevisning fra [by], Libanon. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah eller de syriske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der i sommeren 2014 blev sendt en udsendelse på en syrisk tv-kanal, hvor en for ansøgeren ukendt person fortalte, at ansøgeren trænede en gruppe personer til at kæmpe mod den syriske regering og forsynede denne med våben og sprængstoffer. Omkring tre til fire måneder herefter tog ansøgerens ven [A], som var syrisk statsborger, til Syrien, hvor han blandt andet havde i sinde at undersøge sagen mod ansøgeren. [A] blev udsat for fysiske overgreb og slået ihjel, hvilket ansøgeren formoder har en sammenhæng med ansøgerens konflikt. Ansøgeren har videre oplyst, at han omkring en måned efter drabet på [A] blev indlagt i en måned, hvorefter han begyndte at pendle mellem sin søster, moster og svigerindes bopæle, idet han havde fået fortalt, at personer fra Hizbollah havde ledt efter ham i hans butik og derfor ikke turde tage ophold på sin egen bopæl. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans ansatte [B] i [sommeren] 2016 blev opsøgt af tre personer med en syrisk dialekt, som spurgte efter ansøgeren, og at han en uge efter blev slået ihjel, hvilket ansøgeren formoder skyldes ansøgerens konflikt. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt. Ansøgeren har endvidere henvist til den generelle sikkerhedssituation for sunnimuslimer i Libanon. Ansøgerne er ikke på noget tidspunkt blevet opsøgt af hverken Hizbollah, de syriske eller de libanesiske myndigheder i perioden fra TV-udsendelsen i forår/sommer 2014 til deres udrejse [efteråret] 2016, selv om hustruen og børnene i hele perioden forblev boende på samme bopæl. Ansøgerne kunne ligeledes uden problemer udrejse legalt af Libanon på eget pas og med visum. Det beror på den mandlige ansøgers egen formodning, at Hizbollah, i øvrigt længe efter TV-udsendelsen, tvang ham til at udleje sin forretning billigt som følge af TV-indslaget. Det beror ligeledes på den mandlige ansøgers egen formodning, at drabet på [A] i 2014 i Syrien og [B]’s dødsfald i 2016 i Libanon har forbindelse med TV-udsendelsen og dermed med den af den mandlige ansøger påberåbte konflikt. Den mandlige ansøger har herunder forklaret, at han ikke er bekendt med, hvor langt - om overhovedet – [A] nåede med sin undersøgelse af ansøgerens påberåbte konflikt. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillige tillagt det vægt, at [A] blev dræbt i Syrien, og at det fremgår af sagen, at [B] efter de libanesiske myndigheders opfattelse døde af en overdosis. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2019/1/TLNJ
