Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 1988.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Tripoli, Libanon. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i sommeren] 1988, og at han [en nærmere angiven dato i efteråret] 1988 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto-status). Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [en nærmere angiven dato i foråret] 2007 udrejste til Sverige. [En nærmere angiven dato i sommeren] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark og har opnået beskyttelse i et tredje land. Endvidere har klageren opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens oplysninger om, at han udrejste af Danmark i 2007 og bosatte sig i Sverige med det formål at opnå svensk statsborgerskab. Det fremgår videre af Det Centrale Personregister, at klageren siden [en nærmere angiven dato i foråret] 2007 har været bosat i Sverige, ligesom det fremgår af klagerens danske lægejournaler fra 2007 og 2009 samt oplysninger fra Skatteverket i 2016, at klageren var bosiddende i Sverige. Det forhold, at klageren har bevaret sin tilknytning til det danske arbejdsmarked ved at beholde sin virksomhed i Danmark og indbetale til pension og A-kasse, kan ikke føre til en ændret vurdering af, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren [en nærmere angiven dato i foråret] 2007 blev meddelt opholdstilladelse i Sverige på baggrund af EU-reglerne med gyldighed indtil [en nærmere angiven dato i foråret] 2012, hvorved klageren har opnået beskyttelse i et tredje land. Det forhold, at klageren er meddelt afslag på permanent opholdstilladelse i Sverige [en nærmere angiven dato i vinteren] 2013, ændrer ikke herved. Der er ikke grundlag for at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan anses for godtgjort, at klageren har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af den fastsatte periode, men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller andre uforudsete hindringer. Det er ligeledes indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren i Udlændingestyrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2008 blev vejledt om, at hans opholdstilladelse ville bortfalde, hvis han ikke tog bopæl i Danmark inden [en nærmere angiven dato i vinteren] 2009, og at klageren fortsat blev boende i Sverige. Flygtningenævnet bemærker herved, at der ikke er grundlag for at lægge til grund, at klageren ikke var bekendt med styrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2008. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først under sagen for Flygtningenævnet har gjort gældende, at han aldrig har modtaget afgørelsen, og nævnet finder, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren ikke har fulgt op på sin ansøgning i de efterfølgende cirka 7 år, hvis han ikke var orienteret om afgørelsen. Der er heller ikke i øvrigt oplyst sådanne særlige omstændigheder, herunder om klagerens tilknytning til Danmark, der gør, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. § 17, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/9/JABP
