Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har været medlem af Harakat al-Tawhid al-Islam, men har ikke udført politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah og Harakat al-Tawhid, idet ansøgeren ikke imødekom deres anmodning om at blive udsendt til Syrien med henblik på deltagelse i borgerkrigen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter andre yderliggående bevægelser, herunder Mustaqbal. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var medlem af Harakat al-Tawhid al-Islam, hvor han ligeledes arbejdede som livvagt for bevægelsens leder. Ansøgeren fik i 2014 og 2015 ad to omgange besked om, at han skulle udsendes til Syrien for at deltage i borgerkrigen som led i al-Tawhid bevægelsens samarbejde med Hizbollah. Idet ansøgeren ikke ønskede at deltage i borgerkrigen i Syrien, valgte han at udrejse af Libabon sammen med sin søster. Ansøgerens familie er to gange blevet opsøgt af personer fra al-Tawhid bevægelsen, der har spurgt efter ansøgeren. Derudover har ansøgerens familie modtaget trusler fra ukendte personer efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende på talrige centrale punkter – også i forhold til sin medfølgende søsters forklaring - usammenhængende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2016 forklarede, at han havde været en del af Harakat al-Tawhid bevægelsen i 13-14 år og i alle årene havde været livvagt først for Sheik [navn A] og derefter for hans søn, Sheik [navn B]. Under asylsamtalen forklarede ansøger indledningsvist, at han startede med at arbejde for [navn A] i 1996, hvor han blev sheikens livvagt. Senere under samtalen forklarede han, at han, at han startede som livvagt for sheik [navn A] omkring 1997-1998 og fortsatte i to til to og et halvt år frem til sheikens død, som han ikke husker årstallet for. Han startede som livvagt for Sheik [navn B] omkring 2002-2003 og fastholdt på forespørgsel, at der ikke var noget afbræk i hans tjeneste som livvagt. Ansøgeren har under nævnsmødet på forespørgsel forklaret afglidende om tidspunktet for, hvornår han påbegyndte arbejdet som livvagt og har henvist til, at hans hukommelse er dårlig. Nævnet finder ikke, at divergenserne kan forklares alene med ansøgerens angivelige dårlige hukommelse henset til, at asylmotivet er nært forbundet med hans arbejde i bevægelsen. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke modtog våbentræning og ikke bar våben ud over i en kort periode i forbindelse med, at bevægelsens kontor blev angrebet af salafister, islamister og jihadister. Han har på intet tidspunkt affyret sin pistol eller anvendt nogen andre former for våben. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at både han og alle sheikens andre vagter var bevæbnede med pistoler, og at alle i Libanon kan bruge en pistol. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at vagterne bar en form for uniform og havde pistol. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans opgaver som livvagt forekommer påfaldende ukonkret, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren som livvagt aldrig affyrede andet våben end et haglgevær heller ikke i undervisningsøjemed. Ansøgeren har endvidere til sin asylsamtale forklaret, at han sidst var i Syrien i 2014 og aldrig har været i Syrien med sin søster, mens ansøgers søster til sin asylsamtale forklarede, at hun var i Syrien med Harakat al-Tawhid bevægelsen to gange i 2015, og at ansøgeren var med begge gange som livvagt for [navn B]. Det forhold at ansøgeren har fremlagt et id kort og fotos, der angiveligt viser ham i selskab med Sheik [navn B], kan ikke føre til andet resultat henset til, at kortet er udstedt i [sommeren] 2010 gældende alene for et år, og at dokumenterne er fremkommet på et sent tidspunkt i forløbet og efter Udlændingestyrelsens afslag. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han angiveligt fik at vide, at han skulle sendes til Syrien. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at han tror, at den første opfordring kom i de sidste to til tre måneder af 2014, at det var Sheik [navn B’s] bror, der kom med opfordringen, og at den anden opfordring, der kom fra Sheik [navn B], kom ca. 20 dage før hans udrejse af Libanon - vistnok i slutningen af 2015. Ansøger forklarede hertil, at der gik fire til fem måneder mellem den første og den anden gang, hvor han fik at vide, at han skulle til Syrien. Nævnet bemærker, at dette ikke tidsmæssigt hænger sammen med ansøgerens oplysning til oplysnings- og motivsamtalen om, at han udrejste af Libanon [to nærmere bestemte datoer i vinteren] 2015. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren angiveligt fortsatte sit arbejde som livvagt for Sheik [navn B] efter at være blevet opfordret til at tage til Syrien anden gang alene under påskud af, at hans mor var syg. Nævnet har endelig tillagt det vægt, at det af det af baggrundsoplysningerne, herunder ”Landinfo: Libanon: Rekruttering til krigen i Syria” fra 17. november 2016 fremgår, at der inden for Hizbollah ikke er nogen tvangsrekruttering til at tage til Syrien og kæmpe, især fordi medlemmer skal gennemgå en gennemgribende intern træning, og at konsekvensen for medlemmer, der nægter at tage af sted, normalt er ekskludering fra partiet og de kan opleve social isolation. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at Harakat al-Tawhid bevægelsen skulle opfordre ansøgeren til at tage til Syrien og kæmpe henset til, at han efter sin egen forklaring er utrænet i kamphandlinger. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med Mustaqbal eller andre yderliggående bevægelser. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først er fremkommet med denne oplysning under nævnsmødet, og at den angivelige episode, hvor han var udsat for et attentat, ligger i hvert fald tre år tilbage i forhold til hans udrejse. Flygtningenævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring om sin konflikt med Harakat al-Tawhid, Hizbollah, Mustaqbal og andre yderliggående bevægelser. Nævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/6/CABV
