Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon og en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni muslimer. Den mandlige ansøger er statsløs palæstinenser fra Libanon, mens den kvindelige ansøger er syrisk statsborger. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at den mandlige ansøger vil blive tilbageholdt af Hizbollah og overgivet til de syriske myndigheder. Ansøgerne frygter endvidere den generelt dårlige sikkerhedssituation. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at Hizbollah opsøgte ansøgeren på hans bopæl fire eller fem gange i 2014/2015 med henblik på at rekruttere ham og få ham med i deres ”saraya” (brigader). Hizbollah hverken truede eller forfulgte ansøgeren. Ansøgerens søn fortalte ham, at deres nabo havde set ukendte personer opsøge ansøgerens bopæl to gange, efter han udrejste. Ansøgerne har videre oplyst, at de i 2015 rejste til Syrien med henblik på at forny den kvindelige ansøgers opholdstilladelse i Libanon. De syriske myndighedspersoner ved grænsen forlangte, at den mandlige ansøger skulle henvende sig til Palæstinaafdelingen i Damaskus, der er en del af de syriske efterretningstjenester. Årsagen hertil var, at der var to noter på den mandlige ansøgers navn. De syriske myndighedspersoner ville oprindeligt transportere ansøgerne til Damaskus, men den mandlige ansøger sagde, at de alligevel skulle til Damaskus for at ansøge om et syrisk pas til den kvindelige ansøger. Ansøgerne fik derfor lov til at forlade grænseområdet, men de opgav herefter at rejse til Damaskus, idet den mandlige ansøger frygtede, hvad der ville ske, hvis han på ny blev konfronteret af syriske myndighedspersoner. Den mandlige ansøgers pas blev stemplet ved grænsen, ligesom de skrev en note på et stykke papir. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt Libanon kan tjene som ansøgernes første asylland, har den mandlige ansøger oplyst, at han er født og opvokset i Beirut i Libanon, hvor hans familie fortsat bor. Han har boet 30 år i Saida. Den kvindelige ansøger har boet i Libanon med sin familie, siden hun var tre år gammel. Hun kender ikke Syrien og har kun været i Syrien, når hun ved den libanesisk-syriske grænse skulle forny sin opholdstilladelse i Libanon. Ansøgerens far var syrisk statsborger, mens hendes mor var libanesisk statsborger. Ansøgeren havde opholdstilladelse i Libanon, ligesom alle andre syrere, der var gyldigt i seks måneder ad gangen. Ansøgerne har tre sønner i Libanon, som har status som statsløse palæstinensere. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at den mandlige ansøger som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at den kvindelige ansøger som syrisk statsborger er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet i Libanon til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende om sin konflikt med Hizbollah, og på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste den mandlige ansøger ikke, at Hizbollah havde opsøgt ham på bopælen. Hans forklaring herom under asylsamtalen strider mod den kvindelige ansøgers forklaring under sin asylsamtale om, bopælen aldrig har været opsøgt af Hizbollah. Endvidere har den mandlige ansøger under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at Hizbollah har anmodet ham om at opbevare våben på bopælen. De skiftende forklaringer svækker den mandlige ansøgers generelle troværdighed. Endvidere har den mandlige ansøger efter sin forklaring ikke været udsat for vold eller direkte trusler fra Hizbollah, og det beror alene på en formodning fra hans side, at Hizbollah vil udsætte ham for asylbegrundende forfølgelse eller udlevere ham til Syrien. Den mandlige ansøger er født og opvokset i Libanon, og den kvindelige ansøger, som er datter af en libanesisk mor og en syrisk far, har boet i Libanon, siden hun var omkring tre år gammel. Parrets tre sønner bor i Libanon med deres ægtefæller og børn. Parret har således nær tilknytning til Libanon. Den mandlige ansøger har fortsat sit opholdsbevis og rejsedokument fra Libanon. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at han kan indrejse i og fortsat har ret til at opholde sig i Libanon. Om den kvindelige ansøger bemærkes, at det af Udenrigsministeriets høringssvar af 9. januar 2018 fremgår, at syriske statsborgere, som rejser til Libanon, kan få et visum ved indrejsen. Endvidere fremgår det, at en kvindelig syrisk statsborger, som er gift med en statsløs palæstinenser, som er registreret som flygtning i Libanon, kan få opholdstilladelse i Libanon. Af Udenrigsministeriets notat af 2. januar 2018 fremgår, at en syrisk statsborger, som er datter af en libanesisk mor, kan få opholdstilladelse i Libanon. Opnåelse af opholdstilladelse forudsætter efter begge notater, at ansøgeren er i besiddelse af et syrisk pas. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun aldrig har haft et syrisk pas. Det må imidlertid antages, at det vil være muligt for hende at få udstedt et pas eksempelvis på Syriens ambassade i Stockholm. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger ikke har forsøgt at få udstedt et pas, og at hun for Flygtningenævnet har fremlagt fødselsattester udstedt i Syrien for hendes tre børn samt en kopi af en vielsesattest. Det må således lægges til grund, at hun er i stand til at dokumentere sin identitet. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at også den kvindelige ansøger har ret til at indrejse og opholde sig i Libanon. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er ikke af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne fortsat kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som derfor må anses som deres første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/5/SSM
