Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin familie, fordi hun har giftet sig med sin ægtefælle, [A], mod sin families vilje. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun mødte [A] i en mobiltelefonforretning i Libanon i 2010. Hun snakkede flere gange med [A] i forretningen, og efter et stykke tid blev de kærester. På en ukendt dato i slutningen af 2010 opsøgte [A] ansøgerens familie med henblik på at anmode om ægteskab. Ansøgerens familie afviste ægteskabet, da de ikke mente, at [A] var den rette mand for hende, fordi han ikke var praktiserende muslim. Efter ansøgerens familie havde afvist ægteskabet, fik hun ikke længere lov til at forlade huset, udover når hun skulle i skole. Hun bevarede kontakten til [A] gennem [A]s kusine, som besøgte hende på ansøgerens skole. Hun aftalte med [A], at hun ville stikke af fra sin familie, og på en ukendt dato i [starten af] 2011 stak hun af. Hun tog derefter ophold i et hus, som [A]s familie ejede i [X]. Ansøgeren blev gift med [A] [i foråret] 2011. Omkring seks måneder, efter at de blev gift, snakkede hun med sin veninde, [B], som fortalte hende, at ansøgerens familie fortsat var utilfredse med ægteskabet, og at de ville slå hende ihjel, hvis de fandt hende. Omkring halvandet år efter de var blevet gift, mødte hun sin fars fætter, som råbte, at hun havde vanæret sin familie, og at han ville sørge for, at hun blev slået ihjel. Hun har ikke selv været i kontakt med sin familie, efter hun blev gift, men hun har snakket med [B], som et par gange har oplyst, at familien fortsat er imod ægteskabet og vil slå hende ihjel. Hun udrejste af Libanon [i foråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet, hvornår og fra hvem hun modtog trusler, og om, hvor hun boede i Libanon efter ægtefællens udrejse, idet ansøgeren under nævnsmødet nu har forklaret, at hun boede i to forskellige huse tilhørende ansøgerens ægtefælles familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om hvem i familien, hun frygter, idet ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hun frygter sine fem morbrødre, der er shiamuslimer og har stærke relationer til Hizbollah, mens hun under samtalerne i Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun frygtede sin fars familie, som havde fremsat trusler mod hende. Ansøgeren har under nævnsmødet videre forklaret, at hendes familie er shiamuslimer, mens hun selv og ægtefællen er sunnimuslimer, og at det forhold, at hendes ægtefælle er sunnimuslim i sig selv er et problem, hvorved bemærkes, at ansøgeren på et intet tidligere tidspunkt har fortalt, at hendes familie er shiamuslimer, og at dette var en del af begrundelsen for hendes frygt for familien. Ansøgeren har yderligere forklaret, at hendes far er det mest betydningsfulde mandlige familiemedlem i sin familie, og at familien derfor ser op til og respekterer ham, og at han selv har givet udtryk for, at ansøgeren skal slås ihjel, fordi hun har krænket familiens ære, mens det af samtalerne i Udlændingestyrelsen fremstår som om, at det er farens familie – fætre – der har presset ham til at løse situationen med ansøgerens ægteskab. Ansøgeren har endelig forklaret, at hun af sin veninde [C], som hun ikke tidligere har nævnt, har fået at vide, at familien ønsker hende dræbt. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren først har søgt asyl mere end et år, efter at hun kom til Danmark, og at det fremstår som et alternativ til familiesammenføring. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Libanon - herunder for enlige kvinder, som Flygtningenævnet dog ikke finder, at ansøgeren kan betragtes som – ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at hun er konverteret fra at være shiamuslim til at være sunnimuslim, til grund, ligesom Flygtningenævnet heller ikke i øvrigt kan lægge til grund, at såfremt dette måtte være tilfældet, ville hun risikere forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2018/11/SLH
