liba20179

Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er libanesisk statsborger, etnisk araber og tidligere sunnimuslim, som nu oplyser at være konverteret til kristendommen fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at hans far hører til [et parti]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af [B] fra Hizbollah, fordi han ønsker at hævne sin brors, [H]s død. Ansøgeren frygter af samme årsag også at blive dræbt af familien [A]s støtter. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin far og tilfældige personer på gaden, da han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har videre oplyst, at hans konflikt med familien [A] opstod for tre til fire år siden, da hans bror, [R] hængte plakater op af politikeren Ashraf Rifi i nærheden af et kontor tilhørende Hizbollah. Familien [A] har skudt mod ansøgerens familie omkring fire gange. Ved en af lejlighederne tog ansøgeren og hans far hen til familien for at forklare, at de ikke ønskede problemer. Der blev sigtet på ansøgeren og hans far med våben, men de fik lov at gå. Et kvarter efter, at de forlod familien [A]s bopæl, blev de på ansøgerens fars arbejdsplads beskudt af selvsamme familie i en til to timer. Kort før ansøgerens udrejse blev [H] dræbt af ukendte personer, som hverken ansøgeren eller hans familie har haft noget med at gøre. Familien [A] anklager ansøgerens familie for at stå bag drabet. Vedrørende den påberåbte konflikt med [A] familien og Hizbollah findes ansøgeren på en række punkter at have forklaret upræcist, usammenhængende og divergerende blandt andet om [A]s familiens beskydning af ansøgerens fars arbejdsplads og familiens bopæl, om farens relation til [et parti], om drabet på [H] og om ansøgerens kendskab til drabet, om ansøgerens egen konflikt med [A] familien, herunder hans deltagelse i mindehøjtideligheden for [H], og om årsagen til ansøgeren og hans brødre, [R], [O] og [Z]s udrejse af Libanon. Dernæst må det tillægges vægt, at ansøgerens bror [O] til oplysnings- og motivsamtalen i sin asylsag har oplyst, at familien - og heller ikke [O] – har haft nogen konflikt med Hizbollah eller at broren skulle være forsøgt dræbt af [A] familien. Det skal i denne forbindelse anføres, at ansøgerens ovennævnte tre brødre alle er udrejst af Danmark. Endvidere var ansøgeren i stand til at udrejse legalt og problemfrit af Libanon. Flygtningenævnet har ved vurderingen været opmærksom på, at ansøgeren fremstår med hukommelsesproblemer, men Flygtningenævnet finder desuagtet på ovennævnte baggrund, at ansøgeren ikke på troværdig vis har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv vedrørende konflikten med [A] familien og Hizbollah. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring herom. Vedrørende den påberåbte konversion til kristendommen må det tillægges vægt, at ansøgeren intet kendskab har til kristendommen, at han aldrig har været i kirke, og at han ikke er døbt eller på anden måde har taget skridt til at erhverve sig et nærmere kendskab til kristendommen. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt ureflekteret i forhold til kristendommen og har heller ikke på nogen måde været i stand til at redegøre for sin indre afklaringsproces i relation til en eventuel konversion. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen, ligesom det heller ikke kan antages, at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer overgreb vedrørende dette forhold på grund af sin forklaring til de danske udlændingemyndigheder. Sammenfattende kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2017/9/JOV