Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim. Ansøgeren, der oprindelig er statsløs palæstinenser, er født og opvokset i det østlige Beirut, Libanon og har opnået statsborgerskab i Libanon i 1900’erne. I 1982 flygtede ansøgeren til Syrien med sin familie, da der var borgerkrig i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har udtalt sig på facebook på en måde, der er blevet opfattet som kritik af regimet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun vil blive slået ihjel af to personer ved navn Emarat og Ali Alsadi, da ansøgeren har udtalt sig på facebook på en måde, der er blevet opfattet som kritik af regimet. Videre har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle og børn ikke kan opnå opholdstilladelse i Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har udtalt sig på facebook på en måde, der er blevet opfattet som kritik af regimet. Ansøgerens ytringer førte til, at ansøgerens naboer Emarat og Ali, som er med i Shabiha, truede hende. Ansøgeren formoder, at Emarat og Ali stod bag drabet på en beboer i bygningen, hvor ansøgeren boede. Efter ansøgerens udrejse af Syrien, blev hun under sit ophold i Libanon truet af sine naboer, der var flyttet til Libanon. Efter ansøgerens indrejse i Danmark, har hendes to søstre i Libanon fortalt ansøgeren, at Alsadi-familien har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende – også i forhold til den mandlige ansøger – ligesom forklaringen forekommer usammenhængende, udbyggende og usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun ikke udrejste på grund af truslerne, men fordi bopælen blev bombarderet, og området ikke længere var sikkert. Hun oplyste samtidig, at hun ikke kunne vende tilbage til Damaskus på grund af trusler fra naboen. Hun fik et fysisk trusselsbrev, beskeder på sin mobil og på facebook. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at Alsadi familien begyndte at sætte små sedler på hendes dør. Hun modtog den første trussel i juli 2012. Familien udrejste i slutningen af 2012. Forinden havde hun modtaget fire trusler. Hun blev først for alvor bange, da et medlem af en anden familie i bygningen blev dræbt. Denne familie havde også modtaget trusler fra Alsadi familien. Efterfølgende forklarede den kvindelige ansøger, at hun ikke vidste, om eller hvorfor den anden familie modtog trusler, og at det alene beroede på hendes formodning, at personen blev dræbt af Alsadi familien. De udrejste få dage efter drabet. Den kvindelige ansøger forklarede herefter, at de udrejste i august 2012, at hun havde modtaget trusler i et år forinden, at det først var truslen i juli 2012, hun tog alvorlig, og at de udrejste to – tre uger efter denne trussel. Den mandlige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han ikke vidste, hvornår hans ægtefælle havde modtaget truslerne eller hvem, der afsendte dem. Til sin asylsamtale forklarede den mandlige ansøger, at den kvindelige ansøger modtog trusler fra deres naboer, nærmere bestemt to skriftlige trusler fra Emarat Razk. Han forklarede videre, at familien udrejste af Syrien nogle dage efter, at han fik kendskab til den første trussel, der var elektronisk – vistnok på e-mail. Den mandlige ansøger har ikke nævnt et drab på et familiemedlem, der boede i samme bygning. Ansøgeren har videre til sin første asylsamtale forklaret, at den facebook side, hun skrev på, blev kaldt Yasmin Al-Sham. Den var oprettet af Alsadi familien og andre naboer og venner i begyndelsen af konflikten i Syrien i den hensigt, at de kunne skrive deres mening om, hvad der foregik i Syrien. Til den anden asylsamtale forklarede ansøgeren, at facebook-gruppen oprindelige var ment som en fælles gruppe for beboerne på gaden, så de kunne vide, hvad folk havde af planer for ejendommen etc. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til den første asylsamtale forklarede, at hun skrev en på facebook siden, at hun var imod det, der foregik i Syrien, mens hun til den anden asylsamtale udbyggende forklarede, at hun fortsatte med opdateringer næsten hver dag og delte billeder af krigen og fortsatte hermed, indtil hun kom til Danmark. Flygtningenævnet finder herved det påfaldende, at ansøgeren ikke har været i stand til at påvise nogen af de angivelige trusler på hverken facebook eller telefon eller opdateringerne på facebook, og at hun efter sin forklaring til den anden asylsamtale har oprettet ny facebook profil fire gange, senest i sommeren 2015 – efter at hun var kommet til Danmark og efter, at hun til oplysnings- og motivsamtalen blev spurgt, om hun ville kunne fremvise trusler fra facebook. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til den første asylsamtale forklarede, at hun i Libanon modtog telefoniske trusler fra Alsadi familien syv – otte gange. Det var Emarat og Emarats stedfar, der ringede til hende, ligesom en ukendt person henvendte sig til hende med en besked uden afsender, hvorpå der stod: ”vi skal nok få fat i dig”. Til den anden asylsamtale forklarede ansøgeren, at personen, der gav hende beskeden, var fra Shabiba og fra Alsadi familien. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at den kvindelige ansøger modtog trusler to til tre dage efter, at de kom til Libanon. Han kendte kun til en trussel, og den kom fra Emarat i form af en sms. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at naboerne angiveligt er fortsat med at opsøge ansøgerens søstre i Libanon vedrørende ansøgerens opholdssted taget i betragtning, at ansøgeren udrejste af Libanon i 2012. Flygtningenævnet finder videre, at det svækker ansøgerens troværdighed, at ansøgerens datter, Morouj, til sin asylsamtale forklarede – og flere gange fastholdt – at moren først modtog trusler fra Amarat – ca. to dødstrusler om dagen – da de befandt sig i Libanon i juli 2012. Foreholdt at begge forældre havde forklaret, at konflikten startede, inden de forlod Syrien, forklarede datteren, at moren i en pause havde sagt til hende, at konflikten startede i Syrien, men at hun troede, det var i Libanon, fordi moren havde fortalt om det her. Flygtningenævnet finder tillige, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun først under samtalen med sin advokat forklarede, at den mandlige ansøger i Libanon blev pågrebet af myndighederne i 2003, overgivet til de syriske myndigheder og fængslet i to måneder. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2017/6/SEL
