Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs fra Libanon. Indrejst i 1986.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Klageren var medlem af partiet Fatah frem til sin udrejse i [sommeren] 1985. [I efteråret] 1987 meddelte Direktoratet for Udlændinge klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 1, nr. 2. [I efteråret] 1988 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen blev [i efteråret] 1991 gjort tidsubegrænset. Ved dom af [efteråret] 2013 afsagt af Aalborg Byret blev klageren idømt fængsel i fem år for overtrædelse af lov om euforiserende stoffers § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, og straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 og liste B. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 1, nr. 2 og nr. 4, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, jf. stk. 1. [I foråret] 2014 stadfæstede Vestre Landsret byrettens dom og bestemmelse om udvisning med den ændring, at straffen blev forhøjet til fængsel i fem år og seks måneder. [I starten af] 2016 blev klageren afhørt af politiet om udsendelsesspørgsmålet, hvor han oplyste, at han ikke ønskede at medvirke til en frivillig udsendelse til Libanon, idet han frygtede at blive slået ihjel, fordi han er statsløs kurder, og fordi han er udrejst illegalt. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han er statsløs kurder, og derfor ikke kan vende tilbage til Libanon. Derudover har han henvist til, at han er udrejst af illegalt af Libanon. Yderligere har han henvist til, at han i Libanon uretmæssigt er anklaget for at have deltaget i et bankrøveri og for at have medvirket til drabet på Bachir al-Jamael, der var præsidentkandidat i Libanon. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at statsløse kurdere bliver undertrykt i Libanon, og at han i 1983 blev pisket af de libanesiske myndigheder, fordi han var kurder. I 1982 eller 1983 blev klageren anholdt, fordi han ikke var libanesisk statsborger, og fordi han uretmæssigt var anklaget for at have deltaget i et bankrøveri og for at have medvirket til drabet på Bachir al-Jamael, der var præsidentkandidat i Libanon. Klageren sad omkring halvandet år i fængsel. I fængslet blev han udsat for gentagne overgreb. Klageren blev frifundet for de uretmæssige anklager, hvorefter de libanesiske myndigheder forsøgte at udsende ham til Syrien. De syriske myndigheder ønskede ikke at modtage klageren, hvorfor han skjulte sig i den Fatah-kontrollerede by Tripoli i Libanon. Da klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og ikke har ønsket at medvirke frivilligt til en udsendelse til Libanon, skal Flygtningenævnet efter udlændingelovens § 49a træffe afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes. Flygtningenævnet finder at klageren har forklaret upræcist og divergerende om årsagen til fængslingen i 1983. Klageren har først til § 31-samtalen oplyst, at fængslingen skyldes falske anklager angående bankrøveri og drab. Klageren har dog til samme samtale oplyst, at han ikke ville være blevet løsladt, hvis anklagerne havde været korrekte. Hertil kommer at klageren har forklaret upræcist om løsladelsen og deporteringen til Tripoli. Det kan ikke lægges til grund, at klageren skulle være eftersøgt af myndighederne. Vedrørende medlemsskabet af Al-fatah må det tillægges vægt, at klageren alene var menigt medlem i en periode på to år forud for fængslingen i 1983. Det skal bemærkes, at der ikke længere er nogen igangværende konflikt mellem Al-fatah og myndighederne, ligesom PLO har kunnet åbne et kontor i Libanon. Vedrørende de generelle forhold for statsløse kurdere i Libanon må det tillægges vægt, at der siden 1994 har været lovgivning om, at statsløse kurdere kan erhverve statsborgerskab. Hertil kommer at de generelle forhold for statsløse kurdere ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Klagerens antagelse af, at han ved en tilbagevenden til Libanon skulle risikere overgreb, beror alene på formodninger, og den omstændighed at klageren i sin tid udrejste illegalt af Libanon kan heller ikke begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Endelig må det tillægges vægt, at de af klageren påberåbte forhold alle ligger meget langt tilbage i tid, og at klageren i øvrigt fremstår helt uprofileret. Det skal særligt bemærkes, at den kriminalitet, som klageren er blevet straffet for ved Vestre Landsrets dom af [foråret] 2014 ikke er af en sådan karakter, at det kan føre til strafforfølgning i Libanon. Idet hverken oplysningerne om klageren personlige forhold, eller det om hans helbredsforhold i øvrigt oplyste kan føre til nogen ændret vurdering, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 31, stk. 2 eller at klageren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. Sammenfattende er udlændingelovens § 31 derfor ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2017/3/SOL
